Rapunzel

Der var engang en mand og en kone, som længe havde ønsket sig et barn, men ikke fået noget. Endelig håbede konen, at Gud ville opfylde hendes ønske. De havde et lille vindue bag i huset, og derfra kunne de se en pragtfuld have fuld af de smukkeste blomster og urter. Haven var omgivet af en høj mur, og ingen vovede at gå ind i den, for den tilhørte en heks, som havde store kræfter, og som alle frygtede.

En dag stod konen ved vinduet og så ned i haven. Der fik hun øje på et bed med den smukkeste rapunzel, og den så så frisk og grøn ud, at hun fik meget lyst til at smage på den. Lysten blev stærkere for hver dag, og da hun vidste, at hun ikke kunne få fat i noget af den, blev hun helt bleg og elendig.

Manden blev bekymret og spurgte: "Hvad er der med dig, kære kone?" "Å", svarede hun, "hvis jeg ikke får smagt lidt af den rapunzel, som vokser i haven bag vores hus, kommer jeg til at dø."

Manden, som elskede hende, tænkte: "Hellere end at lade din kone dø, må jeg skaffe hende rapunzel, uanset hvad det koster." I skumringen klatrede han over muren og ned i heksens have, greb hurtigt en håndfuld rapunzel og tog den med til sin kone.

Hun lavede sig en salat med det samme og spiste den med god appetit. Men hun kunne lide den så godt, at hun dagen efter havde tre gange så stor lyst til mere. Hvis manden skulle få nogen ro, måtte han ned i haven igen.

I aftenmørket klatrede han ned, men da han kom over muren, blev han livredd – for der stod heksen foran ham.

"Hvor vover du", sagde hun vredt, "at komme ned i min have og stjæle rapunzel som en tyv? Det skal du komme til at fortryde!" "Å", svarede manden, "vær så venlig, hav nåde. Jeg gjorde det kun af nød.

Min kone så rapunzelen fra vinduet og fik en så stærk lyst til den, at hun ville være død, hvis hun ikke fik smagt den." Da blev heksen mildere og sagde: "Hvis det er sådan, du siger, vil jeg lade dig tage med så meget rapunzel, du vil.

Men på én betingelse: Du må give mig det barn, som din kone skal føde. Det skal blive godt behandlet, og jeg vil passe på det, som en mor."

Manden gik med på alt i sin frygt, og da konen havde født, kom heksen med det samme, gav barnet navnet Rapunzel og tog det med sig.

Rapunzel voksede op og blev det smukkeste barn under solen. Da hun var tolv år, lukkede heksen hende inde i et højt tårn midt i en skov. Tårnet havde hverken trappe eller dør, kun et lille vindue helt på toppen.

Når heksen ville ind, stillede hun sig under vinduet og råbte:

"Rapunzel, Rapunzel, slip dit hår ned til mig!"

Rapunzel havde langt, pragtfuldt hår, fint som spundet guld. Når hun hørte heksens stemme, løste hun sine fletninger op, viklede dem rundt en krog i vinduet, og håret faldt tyve alen ned. Så klatrede heksen op.

Efter et par år hændte det, at kongesønnen red gennem skoven og kom forbi tårnet. Da hørte han en sang, som var så smuk, at han standsede og lyttede. Det var Rapunzel, som i sin ensomhed lod sin søde stemme klinge. Kongesønnen ville op til hende og ledte efter en dør, men der var ingen. Han red hjem, men sangen havde rørt hans hjerte så dybt, at han hver dag gik ud i skoven og lyttede.

En gang, da han stod bag et træ, så han, at heksen kom og råbte:

"Rapunzel, Rapunzel, slip dit hår ned til mig!"

Da slap Rapunzel sine fletninger ned, og heksen klatrede op. "Hvis det er den stige, man kommer op med, vil jeg også prøve lykken", tænkte han. Næste dag, da det begyndte at mørkne, gik han til tårnet og råbte:

"Rapunzel, Rapunzel, slip dit hår ned til mig!"

Straks faldt håret ned, og kongesønnen klatrede op.

Først blev Rapunzel meget bange, da en mand kom til hende, men kongesønnen talte venligt til hende og fortalte, at hans hjerte var så grebet, at det ikke gav ham ro, og at han måtte se hende. Da mistede Rapunzel frygten, og da han spurgte, om hun ville have ham til mand, og hun så, at han var ung og smuk, tænkte hun: "Han vil elske mig mere end gamle fru Gothel gør." Hun sagde ja og lagde sin hånd i hans.

"Jeg vil gerne drage bort med dig", sagde hun, "men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ned. Tag et nøgle silke med hver gang, du kommer, så vil jeg væve en stige. Når den er færdig, vil jeg klatre ned, og du kan tage mig op på din hest."

De blev enige om, at han skulle komme hver aften, for den gamle kom om dagen. Heksen mærkede ingenting, før Rapunzel en dag sagde: "Sig mig, fru Gothel, hvorfor er du så meget tungere at trække op end den unge kongesøn? Han er oppe hos mig på et øjeblik."

"Å, dit slemme barn!" råbte heksen. "Hvad er det, jeg hører? Jeg troede, jeg havde skærmet dig fra alverden, og alligevel har du narret mig!" I vrede greb hun Rapunzels smukke fletninger, viklede dem to gange rundt sin venstre hånd, tog en saks med den højre, og klip, klip – de var klippet af, og de smukke fletninger lå på gulvet. Hun var så ubarmhjertig, at hun førte den stakkels Rapunzel ud i en ørken, hvor hun måtte leve i stor sorg og nød.

Samme dag fastgjorde heksen de fletninger, hun havde klippet af, til krogen i vinduet. Da kongesønnen kom og råbte:

"Rapunzel, Rapunzel, slip dit hår ned til mig!" slap hun håret ned. Kongesønnen klatrede op, men heroppe fandt han ikke sin kære Rapunzel, men heksen, som så på ham med onde og giftige blikke. "Aha!" råbte hun hånligt. "Du ville hente din kæreste, men den smukke fugl sidder ikke længere og synger i reden. Katten har taget den, og den skal også klø øjnene ud på dig. Rapunzel er tabt for dig – du får aldrig set hende mere!"

Kongesønnen blev fra sig selv af sorg, og i fortvivlelse hoppede han ned fra tårnet. Han slap fra det med livet, men tornene, han faldt ned i, stak huller i hans øjne. Så vandrede han blind omkring i skoven, spiste kun rødder og bær, og gjorde ikke andet end at sørge og græde over tabet af sin kære kone.

I flere år vandrede han i elendighed, og til sidst kom han til ørkenen, hvor Rapunzel med tvillingerne, hun havde født, en dreng og en pige, levede i nød. Han hørte en stemme, som var så kendt, at han gik imod den. Da han nærmede sig, genkendte Rapunzel ham, kastede sig om halsen på ham og græd. To af hendes tårer faldt i hans øjne, og de blev klare igen – han kunne se som før. Han førte hende til sit kongerige, hvor han blev modtaget med glæde, og de levede længe, lykkelige og tilfredse.