Hans og Grethe

Tæt ved en stor skov boede en fattig brændehugger med sin kone og sine to børn. Drengen hed Hans og pigen Grethe. Han havde meget lidt at spise, og da der engang kom en stor hungersnød til landet, kunne han ikke længere skaffe nok dagligt brød.

En nat, da han lå i sengen og bekymrede sig, sukkede han og sagde til sin kone: "Hvad skal der blive af os? Hvordan kan vi føde vores stakkels børn, når vi ikke har noget tilbage til os selv?" "Hør," svarede kvinden, "tidligt i morgen tidlig tager vi børnene med ud i skoven, hvor den er tættest.

Vi vil tænde et bål for dem og give hver af dem et stykke brød. Så går vi på arbejde og lader dem være alene. De finder ikke hjem, og vi slipper for dem." "Nej, kone," sagde manden, "det kan jeg ikke gøre.

Hvordan kunne jeg lade mine børn være alene i skoven? De vilde dyr ville snart komme og rive dem i stykker." "Åh, din tåbe!" sagde hun, "så må vi alle fire dø af sult. Du kan lige så godt begynde at lave vores kister." Hun gav ham ingen fred, før han gik med til det.

"Men jeg synes stadig så ondt på de stakkels børn," sagde manden.

De to børn havde ikke kunnet sove på grund af sult, og de havde hørt, hvad deres stedmor sagde til deres far. Grethe græd bitterligt og sagde til Hans: "Nu er det forbi med os." "Vær stille, Grethe," sagde Hans, "vær ikke bekymret.

Jeg finder snart en måde at hjælpe os på." Da de gamle var faldet i søvn, stod han op, tog sin lille jakke på, åbnede døren og listede udenfor. Månen skinnede klart, og de hvide småsten foran huset glitrede som sølvmønter.

Hans bøjede sig ned og lagde så mange i lommen på sin jakke, som han kunne. Så gik han tilbage og sagde til Grethe: "Vær ikke bange, kære lillesøster. Sov trygt. Gud vil ikke glemme os." Så lagde han sig igen i sin seng.

Ved daggry, før solen var stået op, kom kvinden og vækkede de to børn. "Stå op, I dovne dyr! Vi skal ud i skoven og hente brænde." Hun gav hver af dem et lille stykke brød og sagde: "Her er noget til jeres middagsmad, men spis det ikke før da, for I får ikke andet." Grethe stak brødet under sit forklæde, og Hans havde allerede stenene i lommen.

Så gik de alle sammen ud mod skoven. Efter at de havde gået et lille stykke, standsede Hans og kiggede tilbage på huset, igen og igen. Hans far sagde: "Hans, hvad kigger du på? Hvorfor halter du bagefter?

Vær opmærksom og glem ikke, hvordan man går." "Åh, far," sagde Hans, "jeg kigger på min lille hvide kat, som sidder på taget og vil sige farvel til mig." Konen sagde: "Tåbe, det er ikke din lille kat.

Det er morgensolen, der skinner på skorstenen." Men Hans havde ikke kigget på katten; han havde tabt en hvid småsten efter den anden fra sin lomme ned på stien.

Da de nåede midt i skoven, sagde faderen: "Nu, børn, saml noget brænde, og jeg vil tænde et bål, så I ikke fryser." Hans og Grethe samlede kvas op i en bunke så høj som en lille bakke. Kvaset blev tændt, og da flammerne brændte højt, sagde kvinden: "Nu, børn, læg jer ved bålet og hvil jer. Vi går ind i skoven for at hugge brænde. Når vi er færdige, kommer vi tilbage og henter jer."

Hans og Grethe sad ved bålet. Ved middagstid spiste hver af dem et lille stykke brød. De hørte lyden af en økse og troede, at deres far var i nærheden. Men det var ikke en økse; det var en gren, som faderen havde bundet fast til et dødt træ, og vinden blæste den frem og tilbage.

De sad i lang tid, indtil deres øjne lukkede sig af træthed, og de faldt i dyb søvn. Da de vågnede, var det allerede mørkt. Grethe begyndte at græde og sagde: "Hvordan kommer vi nogensinde ud af skoven nu?" Men Hans trøstede hende.

"Bare vent lidt, til månen står op, og så finder vi vej." Da fuldmånen var stået op, tog Hans sin lillesøster ved hånden og fulgte småstenene, som skinnede som nye sølvmønter og viste dem vejen.

De gik hele natten, og ved daggry kom de igen til deres fars hus. De bankede på døren, og da kvinden åbnede den og så Hans og Grethe, sagde hun: "I slemme børn, hvorfor sov I så længe i skoven? Vi troede, I aldrig kom tilbage!" Men faderen var overvældet af glæde, for det havde knust hans hjerte at efterlade dem.

Ikke længe efter kom der endnu en stor hungersnød i landet, og børnene hørte deres mor sige til deres far om natten: "Alt er spist igen. Vi har kun et halvt brød tilbage, og bagefter ingenting. Børnene må væk.

Vi tager dem længere ind i skoven, så de ikke finder vej ud. Der er ingen anden måde at redde os selv på!" Manden var tung om hjertet og tænkte: "Det ville være bedre at dele den sidste bid med sine børn." Men kvinden ville ikke høre på noget, han sagde; hun skældte ud og bebrejdede ham.

Den, der siger A, må også sige B, og da han havde givet efter første gang, måtte han også anden gang.

Men børnene var stadig vågne og havde hørt alt. Da de gamle var faldet i søvn, stod Hans op igen og ville ud for at samle småsten som før, men kvinden havde låst døren, så Hans ikke kunne komme ud.

Alligevel trøstede han sin lillesøster og sagde: "Græd ikke, Grethe. Sov trygt. Den gode Gud vil hjælpe os."

Tidligt om morgenen kom kvinden og tog børnene ud af deres senge. De fik deres stykke brød, men det var endnu mindre end sidste gang. På vejen ind i skoven smuldrede Hans sit brød i lommen og standsede ofte for at kaste en smule på jorden.

"Hans, hvorfor standser du og kigger dig omkring?" sagde faderen. "Gå videre." "Jeg kigger på min lille due, som sidder på taget og vil sige farvel til mig," svarede Hans. "Tåbe!" sagde kvinden, "det er ikke din lille due.

Det er morgensolen, der skinner på skorstenen." Men Hans blev ved med at kaste alle krummerne på stien.

Kvinden førte børnene endnu længere ind i skoven, hvor de aldrig havde været før. Så blev der atter tændt et stort bål, og moderen sagde: "Bare sid her, børn. Hvis I bliver trætte, må I sove lidt. Vi går ind i skoven for at hugge brænde.

Om aftenen, når vi er færdige, kommer vi og henter jer." Da middagen kom, delte Grethe sit stykke brød med Hans, fordi han havde strøet sit ud undervejs. Så faldt de i søvn, og aftenen kom og gik, men ingen kom for at hente de stakkels børn.

De vågnede først, da det var mørk nat. Hans trøstede sin lillesøster og sagde: "Bare vent, Grethe, til månen står op, og så vil vi se de brødkrummer, jeg strøede. De vil vise os vejen hjem." Da månen stod op, gik de ud, men de fandt ingen krummer, for de tusindvis af fugle, der flyver rundt i skove og marker, havde spist dem alle.

Hans sagde til Grethe: "Vi finder snart vejen," men det gjorde de ikke. De gik hele natten og hele den næste dag fra morgen til aften, men de kunne ikke komme ud af skoven.

De var meget sultne, for de havde intet at spise undtagen to eller tre bær, der voksede på jorden. Og da de var så trætte, at deres ben ikke kunne bære dem længere, lagde de sig under et træ og faldt i søvn.

Det var nu tre morgener siden, de havde forladt deres fars hus. De begyndte at gå igen, men de kom kun længere ind i skoven, og hvis der ikke kom hjælp snart, ville de dø af sult og udmattelse. Ved middagstid så de en smuk snehvid fugl sidde på en gren.

Den sang så smukt, at de standsede for at lytte. Da fuglen havde sunget sin sang færdig, bredte den vingerne ud og fløj foran dem. De fulgte den, indtil de nåede et lille hus, på hvis tag fuglen landede.

Da de kom tæt på, så de, at huset var lavet af brød og dækket med kage, og vinduerne var lavet af klar sukker. "Lad os gå i gang med det," sagde Hans. "Jeg vil spise et stykke af taget, og du, Grethe, kan spise lidt af vinduet.

Det vil smage sødt." Hans rakte op og brød et lille stykke af taget for at smage, hvordan det var, og Grethe lænede sig mod vinduet og nappede i ruderne. Så kaldte en blød stemme inde fra:

"Nap, nap, gnav, hvem napper på mit lille hus?"

Børnene svarede:

"Vinden, vinden, den himmelske vind."

Og de blev ved med at spise uden at bekymre sig. Hans, som syntes, at taget smagte rigtig godt, rev et stort stykke ned, og Grethe skubbede en hel vinduesrude ud, satte sig ned og nød det. Pludselig åbnede døren sig, og en meget, meget gammel kone kom krybende ud, støttet på en stok.

Hans og Grethe blev så bange, at de tabte det, de holdt. Men den gamle kone nikkede med hovedet og sagde: "Åh, I kære børn, hvem har bragt jer hertil? Kom ind og bliv hos mig.

Der skal ingen skade ske jer." Hun tog dem begge i hånden og førte dem ind i sit lille hus. Så blev der sat god mad frem for dem: mælk og pandekager med sukker, æbler og nødder.

Bagefter blev der redt to små senge med rene hvide lagener, og Hans og Grethe lagde sig og troede, de var i himlen.

Men den gamle kone havde kun ladet som om, hun var venlig. Hun var i virkeligheden en ond heks, der lurede på børn. Hun havde bygget det lille hus af brød netop for at lokke dem ind.

Når et barn faldt i hendes magt, dræbte hun det, kogte det og spiste det – det var en festdag for hende. Hekse har røde øjne og kan ikke se langt, men de har en skarp lugtesans som dyr og ved, når mennesker er i nærheden.

Da Hans og Grethe kom i hendes nabolag, lo hun ondt og sagde hånligt: "Jeg har dem! De skal ikke undslippe mig igen!" Tidligt om morgenen, før børnene var vågne, stod hun op.

Da hun så dem begge sove og se så pæne ud med deres runde røde kinder, mumlede hun for sig selv: "Det bliver en velsmagende bid!" Så greb hun Hans med sin skrumpne hånd, bar ham ind i en lille stald og lukkede ham inde bag en tremmedør.

Han kunne skrige så meget, han ville; det hjalp ikke. Så gik hun hen til Grethe, rystede hende vågen og råbte: "Stå op, dit dovne dyr! Hent noget vand og kog noget godt til din bror. Han er i stalden derude og skal fedes op.

Når han er fed, vil jeg spise ham." Grethe begyndte at græde bitterligt, men det hjalp ikke. Hun måtte gøre, hvad den onde heks befalede.

Og nu blev der kogt den bedste mad til stakkels Hans, men Grethe fik intet andet end krebsehylstre. Hver morgen listede den gamle heks hen til den lille stald og råbte: "Hans, stræk din finger ud, så jeg kan mærke, om du er fed endnu." Men Hans rakte en lille knogle ud, og den gamle kone, som havde svage øjne, kunne ikke se den og troede, det var Hans' finger.

Hun var forbløffet over, at han ikke blev fed. Efter fire uger var Hans stadig tynd, og heksen blev utålmodig og ville ikke vente længere. "Hej, Grethe!" råbte hun til pigen, "vær hurtig og hent vand.

Om Hans er fed eller tynd, i morgen vil jeg dræbe ham og koge ham." Åh, hvor græd den stakkels lillesøster, da hun måtte hente vandet! Tårerne strømmede ned ad hendes kinder. "Kære Gud, hjælp os!" råbte hun.

"Bare de vilde dyr i skoven havde spist os, så var vi døde sammen." "Hold din mund!" sagde den gamle kone. "Det hjælper dig overhovedet ikke."

Tidligt den næste morgen måtte Grethe gå ud og hænge kedlen med vand over ilden og tænde den. "Vi skal bage først," sagde den gamle kone. "Jeg har allerede varmet ovnen og æltet dejen." Hun skubbede stakkels Grethe hen mod ovnen, hvorfra flammerne allerede slog ud.

"Kravl ind," sagde heksen, "og se om den er varm nok, så vi kan sætte brødet ind." Hun planlagde at lukke ovnlågen, når Grethe var indenfor, og lade hende bage, og så spise hende også.

Men Grethe så, hvad hun havde i sinde, og sagde: "Jeg ved ikke, hvordan man gør. Hvordan kommer man ind?" "Tåbe," sagde den gamle kone, "døren er stor nok.

Se her, jeg kan selv komme ind!" Hun listede op og stak hovedet ind i ovnen.

Så gav Grethe hende et skub, der sendte hende langt ind, lukkede jerndøren og skød slåen for. Åh, hvor forfærdeligt heksen skreg! Men Grethe løb væk, og den gudløse heks brændte elendigt ihjel.

Grethe løb som et lyn hen til Hans, åbnede hans lille stald og råbte: "Hans, vi er reddet! Den gamle heks er død!" Så sprang Hans ud som en fugl fra sit bur, når døren åbnes. Hvor de krammede, dansede og kyssede hinanden! De behøvede ikke længere at være bange.

De gik ind i heksens hus, og i hvert hjørne var der kister fulde af perler og juveler. "Disse er meget bedre end småsten!" sagde Hans, og han stoppede sine lommer fulde. Grethe sagde: "Jeg vil også tage noget med hjem," og fyldte sit forklæde fuldt.

"Men nu må vi gå," sagde Hans, "så vi kan komme ud af heksens skov."

Efter at de havde gået i to timer, kom de til en stor sø. "Vi kan ikke komme over," sagde Hans. "Jeg ser ingen planke og ingen bro." "Og heller ingen båd," svarede Grethe, "men en hvid and svømmer der. Hvis jeg beder hende, vil hun hjælpe os over." Så råbte hun:

"Lille and, lille and, kan du se?

Hans og Grethe venter på dig.

Der er ingen planke eller bro i sigte.

Bær os over på din ryg så hvid. "

Anden svømmede hen til dem. Hans klatrede op på dens ryg og sagde til sin søster, at hun skulle sidde ved siden af ham. "Nej," svarede Grethe, "det ville blive for tungt for den lille and. Hun vil tage os en ad gangen." Den gode lille and gjorde netop det.

Da de var sikkert over og havde gået et lille stykke, virkede skoven mere og mere bekendt. Til sidst så de deres fars hus i det fjerne. De begyndte at løbe, styrtede ind i stuen og kastede sig i deres fars arme.

Manden havde ikke haft en eneste glad time, siden han forlod børnene i skoven. Konen var imidlertid død. Grethe tømte sit forklæde, og perler og juveler rullede over hele gulvet. Hans lagde håndfuld efter håndfuld fra sine lommer.

Så var alle deres bekymringer forbi, og de levede sammen i fuldkommen lykke. Min fortælling er forbi. Der løber en mus. Den, der fanger den, kan lave en stor pelshue af den.