Den lille bonde

Der var engang en landsby, hvor alle var rige undtagen én fattig bonde, som de kaldte den lille bonde. Han havde ikke engang en ko, og han og hans kone ønskede sig meget gerne en. En dag sagde han til hende: "Hør her, jeg har en idé. Vor ven tømreren kan lave os en kalv af træ, male den brun, så den ser ægte ud, og med tiden vil den vokse op og blive en ko."

Hans kone syntes godt om idéen, så tømreren skar og høvlede træet, malede kalven brun og fik den til at hænge med hovedet, som om den spiste.

Næste morgen, da køerne blev drevet ud på marken, kaldte den lille bonde på kvægdriveren og sagde: "Se, jeg har en lille kalv her, men den er stadig lille og skal bæres." Kvægdriveren sagde: "Okay," og tog den trækalv op, bar den til marken og satte den i græsset.

Kalven stod der, som om den spiste, og kvægdriveren sagde: "Den vil snart løbe selv. Se, hvor den allerede spiser!" Om natten, da han drev flokken hjem, sagde han til kalven: "Kan du stå der og æde dig mæt, kan du også gå på dine egne ben.

Jeg gider ikke bære dig hjem igen." Men den lille bonde stod ved sin dør og ventede på sin kalv. Da kvægdriveren drev køerne gennem landsbyen uden kalven, spurgte bonden, hvor den var. Kvægdriveren svarede: "Den er stadig derude og spiser.

Den ville ikke følge med os." Den lille bonde sagde: "Åh, men jeg skal have mit dyr tilbage." Så gik de sammen tilbage til engen, men nogen havde stjålet kalven, og den var væk.

Kvægdriveren sagde: "Den må være løbet væk." Men bonden sagde: "Det skal du ikke sige til mig!" og tog kvægdriveren med for borgmesteren. Borgmesteren dømte, at kvægdriveren havde været skødesløs og måtte give bonden en ko som erstatning for den mistede kalv.

Nu havde den lille bonde og hans kone den ko, de så længe havde ønsket sig, og de var meget glade. Men de havde intet foder til den, så snart måtte de slagte den.

De saltede kødet, og bonden gik til byen for at sælge huden, så han kunne købe en ny kalv. På vejen kom han forbi en mølle og så en ravn med en brækket vinge. Han syntes synd om den, tog den op og svøbte den i kohuden.

Så kom der en storm med regn og blæst, så han ikke kunne komme længere. Han vendte tilbage til møllen og bad om husly. Møllerkonen var alene og sagde: "Læg dig på halmen derovre," og gav ham et stykke brød med ost.

Bonden spiste og lagde sig med sin bylt. Konen troede, han sov. Snart kom præsten; møllerkonen bød ham velkommen og sagde: "Min mand er ude, så vi kan holde et lille gilde." Bonden hørte dette og var irriteret over, at han kun fik brød og ost.

Konen serverede fire slags mad: stegt kød, salat, kager og vin.

Lige som de skulle til at sætte sig ned for at spise, bankede det på døren. Konen råbte: "Åh, himmel! Det er min mand!" Hun gemte hurtigt det stegte kød i ovnen, vinen under puden, salaten på sengen, kagerne under den og præsten i skabet i gangen.

Så åbnede hun døren og sagde: "Gudskelov, at du er hjemme igen! Sikke et vejr – det er som verdens undergang!" Mølleren så bonden ligge på halmen og spurgte: "Hvad laver den fyr der?" "Åh," sagde hans kone, "den stakkels mand kom i stormen og bad om husly.

Jeg gav ham noget brød og ost og lod ham sove på halmen." Mølleren sagde: "Det er fint. Men skynd dig at få noget at spise til mig." Konen sagde: "Jeg har ikke andet end brød og ost." "Det er godt nok til mig," sagde mølleren, og så kaldte han på bonden: "Kom og spis lidt mere sammen med mig." Bonden lod sig ikke bede to gange; han stod op og spiste.

Så så mølleren kohuden på jorden og spurgte: "Hvad har du der?" Bonden svarede: "Jeg har en spåmand derinde." "Kan han fortælle mig noget?" spurgte mølleren. "Hvorfor ikke?" sagde bonden, "men han siger kun fire ting, og den femte beholder han for sig selv." Mølleren var nysgerrig og sagde: "Lad ham sige noget." Så knib bonden ravnens hoved, indtil den kradsede "Krr, krr!" Mølleren spurgte: "Hvad sagde han?" Bonden svarede: "For det første siger han, at der er vin under puden." "Du godeste!" råbte mølleren, og han fandt vinen.

"Fortsæt," sagde han. Bonden fik ravnen til at kradse igen og sagde: "For det andet siger han, at der er stegt kød i ovnen." "Min sandten!" råbte mølleren, og han fandt det stegte kød.

Bonden knib ravnen igen og sagde: "For det tredje siger han, at der er salat på sengen." "Det ville da være noget!" råbte mølleren, og han fandt salaten. Så knib bonden ravnen endnu en gang og sagde: "For det fjerde siger han, at der er kager under sengen." "Det ville da være noget!" råbte mølleren, og han fandt kagerne.

Nu satte de to sig ned for at spise sammen, men møllerkonen var dødbange. Hun gik i seng og tog alle nøglerne med sig. Mølleren ville vide den femte ting, men bonden sagde: "Lad os først spise de fire ting, for den femte er noget slemt." Så spiste de, og derefter pruttede de om, hvad mølleren skulle betale for den femte spådom.

De blev enige om tre hundrede daler. Så knib bonden ravnens hoved, indtil den kradsede højt. Mølleren spurgte: "Hvad sagde han?" Bonden svarede: "Han siger, at djævelen gemmer sig derude i skabet i gangen." Mølleren sagde: "Djævelen må ud!" og åbnede husdøren.

Så måtte konen give nøglerne fra sig, og bonden låste skabet op. Præsten løb ud så hurtigt, han kunne, og mølleren sagde: "Det er sandt! Jeg så den sorte skurk med mine egne øjne." Næste morgen ved daggry gik bonden af sted med de tre hundrede daler.

Derhjemme blev den lille bonde efterhånden rigere. Han byggede et smukt hus, og de andre bønder sagde: "Den lille bonde må have været, hvor der falder guld-sne, og folk bærer guld hjem i skovle." Så førte de ham for borgmesteren og krævede at vide, hvor hans rigdom kom fra.

Han svarede: "Jeg solgte min kohud i byen for tre hundrede daler." Da bønderne hørte dette, ville de nyde samme fortjeneste. De løb hjem, slagtede alle deres køer og flåede huderne af for at sælge dem i byen.

Men borgmesteren sagde: "Min tjenestepige skal gå først." Da hun kom til købmanden, gav han hende ikke mere end to daler per hud. Da de andre kom, gav han endnu mindre og sagde: "Hvad skal jeg stille op med alle disse huder?"

Bønderne var rasende over, at den lille bonde havde narret dem. De ville have hævn og anklagede ham for bedrag for borgmesteren. Den uskyldige lille bonde blev dømt til døden: han skulle rulles ud i vandet i en tønde fuld af huller.

De førte ham ud, og en præst blev hentet for at holde en messe for hans sjæl. Alle måtte stå på afstand. Da bonden så på præsten, genkendte han manden, der havde været sammen med møllerkonen.

Han sagde til ham: "Jeg befriede dig fra skabet; befri mig nu fra denne tønde." Lige i det øjeblik kom en hyrde forbi med en flok får. Bonden vidste, at hyrden længe havde ønsket at blive borgmester. Så råbte han af alle kræfter: "Nej, det gør jeg ikke!

Selv om hele verden insisterer, gør jeg det ikke!" Hyrden hørte ham og kom over. "Hvad laver du? Hvad vil du ikke?" spurgte han. Bonden sagde: "De vil gøre mig til borgmester, hvis jeg kommer i denne tønde, men det gør jeg ikke." Hyrden sagde: "Hvis det er alt, hvad der skal til for at blive borgmester, så går jeg i tønden med det samme." Bonden sagde: "Hvis du går i den, bliver du borgmester." Hyrden gik med på det og kravlede op i tønden.

Bonden lukkede låget, tog hyrdens flok og drev den væk. Præsten gik til folkemængden og sagde, at messen var forbi. Så kom de og rullede tønden mod vandet.

Da den begyndte at rulle, råbte hyrden: "Jeg er ganske villig til at blive borgmester!" De troede, det var bonden, der talte, og svarede: "Det er også vores hensigt. Men først skal du tage et kig dernede!" Og de rullede tønden ud i vandet.

Derefter gik bønderne hjem. Da de kom ind i landsbyen, kom den lille bonde stille ind, drev en flok får og så meget tilfreds ud. Bønderne var forbløffede og sagde: "Bonde, hvor kommer du fra? Kom du op af vandet?" "Ja, sandelig," svarede bonden.

"Jeg sank dybt, dybt ned, indtil jeg nåede bunden. Jeg skubbede bunden ud af tønden og kravlede ud. Der var smukke enge med mange lam, der græssede, og jeg bragte denne flok med tilbage." Bønderne spurgte: "Er der flere der?" "Åh ja," sagde han, "flere, end jeg overhovedet kunne bringe." Så besluttede bønderne, at de ville hente får til sig selv – en flok hver.

Men borgmesteren sagde: "Jeg går først." Så gik de alle sammen til vandet. Lige i det øjeblik spejlede nogle små uldne skyer på den blå himmel, som kaldes små lam, sig i vandet.

Bønderne råbte: "Vi kan allerede se fårene dernede!" Borgmesteren trængte sig frem og sagde: "Jeg går ned først og ser mig omkring.

Hvis det ser godt ud, kalder jeg på jer." Så sprang han i – plask!

Vandet lavede en lyd, som om han kaldte på dem, og hele flokken sprang i efter ham. Så var hele landsbyen død, og den lille bonde blev som eneste arving en rig mand.