Lille Rødhætte

Der var engang en sød lille pige, som var elsket af alle, der så hende, men mest af alt af sin bedstemor. Bedstemoderen gav hende en lille hue af rødt fløjl, og den klædte hende så godt, at hun aldrig ville have noget andet på. Så hun blev altid kaldt Lille Rødhætte.

En dag sagde hendes mor til hende: "Kom nu, Lille Rødhætte, her er et stykke kage og en flaske vin. Tag dem med til din bedstemor. Hun er syg og svag, og det vil gøre hende godt. Tag af sted, før det bliver varmt. Når du går, så gå pænt og roligt.

Løb ikke væk fra stien, for så kan du falde og slå flasken i stykker, og så får din bedstemor intet. Og når du går ind i hendes værelse, så glem ikke at sige godmorgen, og kig ikke ind i hvert hjørne, før du gør det."

"Jeg skal nok passe på," sagde Lille Rødhætte til sin mor og gav hende hånden på det.

Bedstemoderen boede ude i skoven, en halv mil fra landsbyen. Lige som Lille Rødhætte kom ind i skoven, mødte hun en ulv. Rødhætte vidste ikke, hvilket ondskabsfuldt væsen han var, og var slet ikke bange for ham.

"God dag, Lille Rødhætte," sagde han.

"Mange tak, ulv."

"Hvor skal du hen så tidligt, Lille Rødhætte?"

"Til min bedstemor."

"Hvad har du i dit forklæde?"

"Kage og vin. I går var det bagedag, så den stakkels syge bedstemor skal have noget godt for at blive stærkere."

"Hvor bor din bedstemor, Lille Rødhætte?"

"En god kvart mil længere inde i skoven. Hendes hus står under de tre store egetræer, nøddetræerne er lige nedenfor. Du må da vide det," svarede Lille Rødhætte.

Ulven tænkte ved sig selv: "Sikken et mørt ungt væsen! Sikken en dejlig, fyldig mundfuld! Hun vil være bedre at spise end den gamle kone. Jeg må handle snedigt for at fange begge to." Så gik han et kort stykke tid ved siden af Lille Rødhætte, og så sagde han: "Se, Lille Rødhætte, hvor smukke blomsterne er her omkring.

Hvorfor kigger du ikke dig omkring? Jeg tror ikke, du hører, hvor sødt de små fugle synger. Du går så alvorligt af sted, som om du skulle i skole, mens alt andet herude i skoven er lystigt."

Lille Rødhætte løftede øjnene, og da hun så solstrålerne danse her og der gennem træerne og smukke blomster gro alle vegne, tænkte hun: "Hvad nu hvis jeg tager bedstemor en frisk buket med. Det ville også glæde hende. Det er så tidligt på dagen, at jeg stadig nok skal nå frem i god tid."

Så løb hun fra stien ind i skoven for at lede efter blomster. Og hver gang hun havde plukket én, syntes hun, at hun så en endnu smukkere længere væk, og løb efter den, og således kom hun dybere og dybere ind i skoven.

Imens løb ulven lige til bedstemoderens hus og bankede på døren.

"Hvem er der?"

"Lille Rødhætte," svarede ulven. "Hun kommer med kage og vin. Åbn døren."

"Løft klinken," råbte bedstemoderen. "Jeg er for svag og kan ikke stå op."

Ulven løftede klinken, døren fløj op, og uden at sige et ord gik han lige hen til bedstemoderens seng og fortærede hende. Så tog han hendes tøj på, klædte sig i hendes hue, lagde sig i sengen og trak gardinerne for.

Lille Rødhætte havde imidlertid løbet rundt og plukket blomster. Da hun havde samlet så mange, at hun ikke kunne bære flere, huskede hun på sin bedstemor og tog af sted mod hende.

Hun blev overrasket over at finde døren til huset stående åben. Da hun gik ind i værelset, fik hun sådan en mærkelig fornemmelse, at hun sagde til sig selv: "Åh nej! Hvor urolig jeg føler mig i dag, og ellers kan jeg så godt lide at være sammen med bedstemor." Hun råbte godmorgen, men fik intet svar. Så gik hun hen til sengen og trak gardinerne fra. Der lå hendes bedstemor med huen trukket langt ned over ansigtet og så meget mærkelig ud.

"Åh! bedstemor," sagde hun, "sikke store ører du har!"

"Det er for bedre at kunne høre dig med, mit barn," var svaret.

"Men bedstemor, sikke store øjne du har!" sagde hun.

"Det er for bedre at kunne se dig med, min kære."

"Men bedstemor, sikke store hænder du har!"

"Det er for bedre at kunne kramme dig med."

"Åh! men bedstemor, sikke en frygtelig stor mund du har!"

"Det er for bedre at kunne spise dig med!"

Og næsten havde ulven sagt dette, før han med et spring var ude af sengen og slugte Rødhætte.

Da ulven havde stillet sin appetit, lagde han sig igen i sengen, faldt i søvn og begyndte at snorke meget højt. Jægeren gik lige forbi huset og tænkte ved sig selv: "Hvor den gamle kone snorker!

Jeg må hellere se, om hun mangler noget." Så gik han ind i værelset, og da han kom hen til sengen, så han, at ulven lå i den. "Finder jeg dig her, din gamle synder!" sagde han.

"Jeg har længe søgt dig!" Så lige som han skulle til at skyde på ham, faldt det ham ind, at ulven måske havde fortæret bedstemoderen, og at hun måske stadig kunne reddes. Så han skød ikke, men tog en saks og begyndte at klippe maven på den sovende ulv op.

Da han havde klippet to snit, så han den lille Rødhætte skinne, og så klippede han to snit mere, og den lille pige sprang ud og råbte: "Ak, hvor jeg har været bange! Hvor det var mørkt inde i ulven!" Derefter kom også den gamle bedstemor ud i live, men knap nok i stand til at trække vejret.

Rødhætte hentede hurtigt store sten, som de fyldte ulvens krop med. Da han vågnede, ville han løbe væk, men stenene var så tunge, at han straks faldt om og var død.

Så var alle tre glade. Jægeren trak ulvens skind af og gik hjem med det. Bedstemoderen spiste kagen og drak vinen, som Rødhætte havde bragt, og kom til kræfter igen. Men Rødhætte tænkte ved sig selv: "Så længe jeg lever, vil jeg aldrig alene forlade stien for at løbe ind i skoven, når min mor har forbudt mig det."

Det fortælles også, at engang da Rødhætte igen var på vej med kager til den gamle bedstemor, talte en anden ulv til hende og forsøgte at lokke hende væk fra stien. Rødhætte var dog på vagt og gik lige frem på sin vej.

Hun fortalte sin bedstemor, at hun havde mødt ulven, og at han havde sagt godmorgen til hende, men med sådan et ondt blik i øjnene, at hvis de ikke havde været på den offentlige vej, var hun sikker på, at han ville have ædt hende op.

"Nå," sagde bedstemoderen, "så lukker vi døren, så han ikke kan komme ind." Kort efter bankede ulven og råbte: "Åbn døren, bedstemor, jeg er Lille Rødhætte og kommer med nogle kager til dig." Men de sagde ikke noget eller åbnede døren.

Så listede den gråskæggede to eller tre gange rundt om huset og sprang til sidst op på taget, i den hensigt at vente, indtil Rødhætte gik hjem om aftenen, og så liste efter hende og fortære hende i mørket. Men bedstemoderen så, hvad han havde i tankerne.

Foran huset stod et stort stentrug, så hun sagde til barnet: "Tag spanden, Rødhætte. I går lavede jeg nogle pølser. Bær vandet, som jeg kogte dem i, hen til truget." Rødhætte bar, indtil det store trug var ganske fuldt.

Så nåede lugten af pølserne ulven. Han snusede og kiggede ned, og til sidst strakte han halsen så langt ud, at han ikke længere kunne holde fodfæste og begyndte at glide. Han gled ned fra taget lige ned i det store trug og druknede.

Men Rødhætte gik glad hjem, og gjorde aldrig noget for at skade nogen.