Bonden og Djævelen

Der var engang en snu bonde, som var kendt vidt og bredt for sine kneb. Den bedste historie er, hvordan han engang narrede Djævelen og gjorde ham til grin. En dag arbejdede bonden på sin mark.

Da skumringen faldt på, og han gjorde sig klar til at gå hjem, så han en bunke glødende kul midt på sin mark. Fuld af overraskelse gik han nærmere. Der sad en lille sort djævel på de glødende kul. "Du sidder på en skat!" sagde bonden.

"Ja, sandelig," svarede Djævelen, "på en skat med mere guld og sølv, end du nogensinde har set i dit liv!" "Skatten ligger på min mark og tilhører mig," sagde bonden. "Den er din," svarede Djævelen, "hvis du i to år giver mig halvdelen af alt, hvad din mark avler.

Jeg har nok af penge, men jeg længes efter jordens frugter." Bonden gik med på handelen. "For at undgå enhver strid om delingen," sagde han, "skal alt over jorden tilhøre dig, og det, der er under jorden, skal tilhøre mig." Djævelen var ganske tilfreds med det, men den snu bonde havde sået majroer.

Da høsttiden kom, viste Djævelen sig for at hente sin afgrøde. Men han fandt intet andet end gule, visne blade, mens bonden, fuld af glæde, gravede sine majroer op. "Du fik det bedste af det denne gang," sagde Djævelen, "men næste gang går det ikke.

Det, der vokser over jorden, skal være dit, og det, der er under den, skal være mit." "Jeg er enig," svarede bonden. Men da det var tid til at så, såede han ikke majroer igen, men hvede. Kornet modnedes, og bonden gik ud på marken og skar de fulde strå ned til jorden.

Da Djævelen kom, fandt han intet andet end stubbe. I raseri forsvandt han ned i en kløft i klippen. "Sådan narrer man Djævelen," sagde bonden, og han gik hen og hentede skatten.