Klokken

Folk sagde: "Aftenklokken ringer, solen går ned." For en mærkelig, vidunderlig lyd blev hørt i de smalle gader i en stor by. Det lød som lyden af en kirkeklokke, men den blev kun hørt et øjeblik, for larmen fra vognene og stemmerne fra mængden var for høje.

De, der gik uden for byen, hvor husene lå længere fra hinanden med haver eller små marker imellem, kunne se aftenhimlen endnu bedre og hørte klokken meget tydeligere. Det var, som om lydene kom fra en kirke i den stille skov. Folk så den vej og følte sig meget højtidelige.

Der gik lang tid, og folk sagde til hinanden: "Jeg gad vide, om der er en kirke derude i skoven? Klokken har en vidunderligt sød klang. Lad os spadsere derud og undersøge det nærmere." Så kørte de rige ud, og de fattige gik, men vejen syntes mærkeligt lang for dem.

Da de kom til en klynge piletræer ved skovens rand, satte de sig ned og så op på de lange grene, idet de troede, at de nu var midt i den grønne skov.

Byens konditor kom ud og stillede sin bod der, og snart efter kom en anden konditor, som hængte en klokke over sin stand som skilt eller pynt. Men den havde ingen klopper, og den var dækket med tjære for at beskytte den mod regnen.

Da alle folk vendte hjem, sagde de, at det havde været meget romantisk, og at det var ganske anderledes end en skovtur eller te-selskab. Tre personer påstod, at de var gået til skovens ende og altid havde hørt de vidunderlige klokketoner, men det forekom dem, som om lyden kom fra byen.

En skrev et helt digt om det, og sagde at klokken lød som en moders stemme til et godt, kært barn, og at ingen melodi var sødere end klokkens toner. Landets konge lagde også mærke til det og lovede, at den, der kunne opdage, hvor lyden kom fra, skulle have titlen "Almindelig Klokkeringer," selvom det ikke rigtig var en klokke.

Mange mennesker gik nu til skoven for at få titlen, men kun én vendte tilbage med en slags forklaring, for ingen gik langt nok, ikke engang ham længere end de andre. Han sagde dog, at lyden kom fra en meget stor ugle i et hult træ, en slags lærd ugle, der blev ved med at slå hovedet mod grenene.

Men om lyden kom fra dens hoved eller fra det hule træ, kunne ingen sige med sikkerhed. Så fik han stillingen som "Almindelig Klokkeringer" og skrev en årlig lille afhandling "Om Uglen." Men alle var lige så kloge som før.

Det var konfirmationsdag. Præsten havde talt så bevægende, og de børn, der blev konfirmeret, var dybt rørte. Det var en vigtig dag for dem.

Fra børn blev de pludselig voksne. Det var, som om deres unge sjæle nu skulle flyve på én gang ind i mennesker med mere forstand.

Solen skinnede herligt. De konfirmerede børn gik ud af byen, og fra skoven lød den ukendte klokke med vidunderlig klarhed. De ville alle straks derhen, undtagen tre.

En skulle hjem for at prøve en balkjole, for det var kjolen og ballet, der havde fået hende til at blive konfirmeret denne gang, ellers var hun ikke kommet. En anden var en fattig dreng, der havde lånt sin frakke og støvler af kroejerens søn til konfirmationen, og som skulle levere dem tilbage inden en bestemt time.

Den tredje sagde, at han aldrig gik til et fremmed sted uden sine forældre, at han altid havde været en god dreng indtil nu, og at han stadig ville være det, nu hvor han var konfirmeret, og at man ikke skulle grine ad ham for det. Men de andre drillede ham alligevel.

Så tre gik ikke; de andre skyndte sig videre. Solen skinnede, fuglene sang, og børnene sang også, idet de holdt hinanden i hånden, for endnu havde ingen af dem nogen høj stilling, og de var alle lige i Guds øjne.

Men to af de yngste blev snart trætte og vendte tilbage til byen. To små piger satte sig ned og lavede kranse, så de gik heller ikke. Da de andre nåede piletræet, hvor konditoren var, sagde de: "Nu er vi der! I virkeligheden findes klokken ikke. Det er bare noget, folk har bildt sig ind."

I det samme lød klokken dybt inde i skoven, så klar og højtidelig, at fem eller seks besluttede at gå videre. Underskoven var så tæt og løvet så tæt, at det var meget trættende at gå videre.

Skovmærke og anemone voksede næsten for højt; blomstrende snerler og brombærbuske hang i lange girlander fra træ til træ, hvor nattergalen sang og solstrålerne legede. Det var meget smukt, men ikke noget sted for piger at gå; deres tøj ville blive revet i stykker.

Store stenblokke lå der, dækket med mos i alle farver. En frisk kilde boblede op og lavede en mærkelig pludrende lyd.

"Det kan da ikke være klokken," sagde et af børnene, idet han lagde sig ned og lyttede. "Det må undersøges." Så blev han tilbage og lod de andre gå videre uden ham.

De kom til et lille hus lavet af grene og træbark. Et stort vildt æbletræ bøjede sig over det, som om det ville øse alle sine velsignelser ud over taget, hvor roser blomstrede. Lange stængler snoede sig om gavlen, hvorpå der hang en lille klokke.

Var det det, folk havde hørt? Ja, alle var enige, undtagen én person, som sagde, at klokken var for lille og for fin til at blive hørt så langt væk, og desuden var dens toner meget forskellige fra dem, der kunne bevæge et menneskehjerte på den måde. Det var kongens søn, der talte, og de andre sagde: "Sådan nogle mennesker vil altid være klogere end alle andre."

De lod ham gå alene videre. Mens han gik, blev hans hjerte mere og mere fyldt med skovens ensomhed. Han hørte stadig den lille klokke, der tilfredsstillede de andre, og nu og da, når vinden blæste, kunne han også høre folk synge ved te-selskabet nær konditorens telt.

Men klokkens dybe lyd blev stærkere; det var næsten, som om et orgel akkompagnerede den, og tonerne kom fra venstre, den side, hvor hjertet ligger. Der hørtes en raslen i buskene, og en lille dreng stod foran kongens søn.

Han havde træsko på og så kort en jakke, at man kunne se hans lange håndled. De kendte hinanden. Drengen var den blandt børnene, der ikke kunne komme, fordi han skulle levere sin jakke og støvler tilbage til kroejerens søn.

Det havde han gjort, og gik nu videre i sine træsko og ydmyge klæder, for klokken lød med så dyb en klang og så mærkelig en kraft, at han måtte gå videre.

"Jamen, så kan vi gå sammen," sagde kongens søn. Men den fattige konfirmand dreng skammede sig. Han så på sine træsko, trak i sine korte ærmer og sagde, at han var bange for, at han ikke kunne gå så hurtigt. Desuden syntes han, at klokken måtte søges til højre, for der var alle mulige smukke ting.

"Men så mødes vi ikke," sagde kongens søn og nikkede til den fattige dreng, som gik ind i den mørkeste og tætteste del af skoven. Der rev torne hans ydmyge klæder i stykker og kløede hans ansigt, hænder og fødder, indtil de blødte. Kongens søn fik også nogle rifter, men solen skinnede på hans vej, og det er ham, vi vil følge, for han var en fremragende og beslutsom ung mand.

"Jeg må og vil finde klokken," sagde han, "selv om jeg må til verdens ende."

Ækle aber sad i træerne og grinte. "Skal vi tæske ham?" sagde de. "Skal vi tæske ham? Han er en kongesøn!"

Men han gik videre, ufortrødent, dybere ind i skoven, hvor de vidunderligste blomster voksede. Hvide liljer med blodrøde støvdragere, himmelblå tulipaner, der skinnede, når de vajede i vinden, og æbletræer, hvis æbler lignede store sæbebobler. Tænk bare, hvor træerne må have glitret i solskinnet!

Omkring de dejligste grønne enge, hvor hjorte legede i græsset, voksede pragtfulde ege og bøge. Hvis barken på et træ var revnet, voksede der græs og lange krybende planter i revnerne. Der var også store, stille søer, hvor hvide svaner svømmede og slog luften med vingerne.

Kongens søn standsede ofte og lyttede. Han troede, at klokken lød fra dybet af de stille søer, men så opdagede han, at tonen ikke kom derfra, men længere væk, fra skovens dyb.

Solen var nu gået ned. Luften glødede som ild. Det var meget stille i skoven, så meget stille. Han faldt på knæ, sang sin aften-salme og sagde: "Jeg kan ikke finde det, jeg søger. Solen går ned, og natten kommer, den mørke, mørke nat. Dog måske kan jeg se den runde røde sol endnu en gang, før den forsvinder helt. Jeg vil klatre op på den klippe."

Han greb fat i de krybende planter og trærødder, klatrede op ad de fugtige sten, hvor vandsnoge snoede sig og tudser kvækkede, og nåede toppen lige før solen var helt gået ned. Hvor pragtfuldt var synet fra denne højde!

Havet, det store, herlige hav, der slog sine lange bølger mod kysten, strakte sig ud foran ham. Og derovre, hvor hav og himmel mødtes, stod solen som et stort, skinnende alter, helt smeltet sammen i de mest glødende farver.

Skoven og havet sang en glædessang, og hans hjerte sang med. Hele naturen var en vældig hellig kirke, hvor træerne og de svævende skyer var søjlerne, blomsterne og græsset fløjlstæppet, og himlen selv den store kuppel.

De røde farver falmede, da solen forsvandt, men en million stjerner blev tændt, en million lamper skinnede. Kongens søn bredte sine arme ud mod himlen, skoven og havet. I samme øjeblik, da han kom ad en sti til højre, dukkede den fattige dreng, der var konfirmeret sammen med ham, op i sine træsko og jakke.

Han havde fulgt sin egen vej og nået stedet lige så hurtigt som kongens søn.

De løb mod hinanden og stod sammen hånd i hånd i naturens og poesiens vældige kirke, mens den usynlige hellige klokke lød over dem.

Velsignede ånder svævede omkring dem og løftede deres røster i et glædeligt halleluja!