HJANENS DØD

Engang gik en Hane og en Høne ud i marken for at skrabe og søge føde. Pludselig fandt Chanticleer en kogle, og Partlet fandt et bygkorn. De besluttede at lave malt og brygge juleøl.

"Åh! Jeg plukker byg, jeg malter malt, jeg brygger øl, og øllet er godt," klukkede Fru Partlet.

"Er urten stærk nok?" galede Chanticleer. Mens han galede, fløj han op på kanten af karret og prøvede at smage. Men lige da han bøjede sig ned for at drikke en dråbe, slog han med vingerne og faldt hovedkulds ned i karret. Han druknede.

Da Fru Partlet så det, mistede hun forstanden. Hun fløj op i skorstenshjørnet og begyndte at skrige: "Ulykke i huset! Ulykke i huset!" Hun skreg uden ophør.

"Hvad fejler dig, Fru Partlet, at du sidder der og hulker og sukker?" spurgte Håndkværnen.

"Hvorfor skulle jeg ikke det?" sagde Fru Partlet. "Gode Mand Chanticleer er faldet i karret og druknet sig selv. Han ligger død. Derfor sukker og hulker jeg."

"Jamen, hvis jeg ikke kan gøre andet, vil jeg male og stønne," sagde Håndkværnen, og den begyndte at male så hurtigt, den kunne.

Da Stolen hørte det, sagde den: "Hvad fejler dig, Håndkværn, at du maler og stønner så hurtigt og tit?"

"Hvorfor ikke?" sagde Håndkværnen. "Gode Mand Chanticleer er faldet i karret og druknet sig selv, og Fru Partlet sidder i skorstenshjørnet og sukker og hulker. Derfor maler og stønner jeg."

"Hvis jeg ikke kan gøre andet, vil jeg revne," sagde Stolen, og den begyndte at knage og revne.

Da Døren hørte det, sagde den: "Hvad er der på færde? Hvorfor knager og revner du sådan, Hr. Stol?"

"Hvorfor ikke?" sagde Stolen. "Gode Mand Chanticleer er faldet i karret og druknet sig selv; Fru Partlet sidder i skorstenshjørnet og sukker og hulker; og Håndkværnen maler og stønner. Derfor knager og revner, kvækker og knaser jeg."

"Jamen," sagde Døren, "hvis jeg ikke kan gøre andet, kan jeg rasle og banke, fløjte og smække." Og den begyndte at åbne og lukke, banke og smække så højt, at det døvede alle.

Alt dette hørte Ovnen, og den åbnede munden og råbte: "Dør! Dør! Hvorfor al denne smækken og banken?"

"Hvorfor ikke?" sagde Døren. "Gode Mand Chanticleer er faldet i karret og druknet sig selv; Fru Partlet sidder i skorstenshjørnet og sukker og hulker; Håndkværnen maler og stønner; og Stolen knager og revner. Derfor banker og smækker jeg."

"Jamen," sagde Ovnen, "hvis jeg ikke kan gøre andet, kan jeg ulme og ryge." Og den begyndte at ryge og dampe, indtil rummet var fuld af skyer.

Øksen så dette, da den stod udenfor og kiggede ind gennem vinduet med sit skaft. "Hvad er alt denne røg for, Fru Ovn?" sagde Øksen med skarp stemme.

"Hvorfor ikke?" sagde Ovnen. "Gode Mand Chanticleer er faldet i karret og druknet sig selv; Fru Partlet sidder i skorstenshjørnet og sukker og hulker; Håndkværnen maler og stønner; Stolen knager og revner; og Døren smækker og banker. Derfor ryger og damper jeg."

"Jamen, hvis jeg ikke kan gøre andet, kan jeg flække og sprætte," sagde Øksen, og den begyndte at flække og sprætte alt omkring sig.

Aspetræet stod og så på dette. "Hvorfor flækker og sprætter du alt sådan, Hr. Økse?" sagde Aspen.

"Gode Mand Chanticleer er faldet i ølkarret og druknet sig selv," sagde Øksen. "Fru Partlet sidder i skorstenshjørnet og sukker og hulker; Håndkværnen maler og stønner; Stolen knager og revner; Døren smækker og banker; og Ovnen ryger og damper. Derfor flækker og sprætter jeg alting."

"Jamen, hvis jeg ikke kan gøre andet," sagde Aspen, "kan jeg skælve og ryste i alle mine blade." Og den begyndte at skælve over det hele.

Fuglene så dette og kvidrede: "Hvorfor skælver og ryster du, Frøken Asp?"

"Gode Mand Chanticleer er faldet i ølkarret og druknet sig selv," sagde Aspen med skælvende stemme. "Fru Partlet sidder i skorstenshjørnet og sukker og hulker; Håndkværnen maler og stønner; Stolen knager og revner; Døren smækker og banker; Ovnen damper og ryger; og Øksen flækker og sprætter. Derfor skælver og ryster jeg."

"Jamen, hvis vi ikke kan gøre andet, vil vi plukke alle vores fjer af," sagde Fuglene. Og de begyndte at plukke sig selv, indtil rummet var fuld af fjer.

Mesteren stod og så på dette. Da fjerene fløj omkring som tossede, spurgte han Fuglene: "Hvorfor plukker I alle jeres fjer af, I Fugle?"

"Åh! Gode Mand Chanticleer er faldet i ølkarret og druknet sig selv," kvidrede Fuglene. "Fru Partlet sidder og sukker og hulker i skorstenshjørnet; Håndkværnen maler og stønner; Stolen knager og revner; Døren smækker og banker; Ovnen ryger og damper; Øksen flækker og sprætter; og Aspen skælver og ryster. Derfor plukker vi alle vores fjer af."

"Jamen, hvis jeg ikke kan gøre andet, kan jeg rive koste i stykker," sagde manden. Og han begyndte at rive og kaste med kostene, indtil birkekvistene fløj omkring overalt.

Konen stod og kogte grød til aften og så alt dette. "Hvad, mand!" råbte hun. "Hvad river du kostene i stykker for?"

"Åh!" sagde manden. "Gode Mand Chanticleer er faldet i ølkarret og druknet sig selv; Fru Partlet sidder og sukker og hulker i skorstenshjørnet; Håndkværnen maler og stønner; Stolen knager og revner; Døren smækker og banker; Ovnen ryger og damper; Øksen flækker og sprætter; Aspen skælver og ryster; Fuglene plukker alle deres fjer af. Derfor river jeg kostene i stykker."

"Så, så!" sagde konen.

"Så vil jeg kyle grøden op ad alle væggene." Og det gjorde hun. Hun tog den ene skefuld efter den anden og kylede den mod væggene, så ingen kunne se, hvad væggene var lavet af for al grøden.

Sådan drak de gravøllet efter Gode Mand Chanticleer, som faldt i bryggekarret og druknede. Og hvis du ikke tror det, kan du gå derhen og smage både på øllet og grøden.