Aristomenes' flugt

Selvom spartanerne troede, at Aristomenes var død, tog de meget fejl. Ved et eller andet mirakel havde han ikke ramt nogen af de skarpe, takkede klipper, men landede på en bunke af sine døde kammerater og nåede bunden af Ceadas uskadt.

Der var tilsyneladende ingen vej ud af dette hul undtagen gennem åbningen foroven, hvor man kunne se en stump af himlen. Aristomenes opdagede snart, at siderne var så stejle, at det var umuligt at nå åbningen. Han flyttede sig til den ene side, væk fra bunken af døde, og satte sig på en sten i det kolde, fugtige, mørke sted. Han trak sin kappe over hovedet og forberedte sig på at vente tålmodigt, indtil han sultede ihjel. Der gik tre dage, og hans kræfter svandt hurtigt, da han pludselig mærkede en varm ånde på sin hånd.

Han trak blidt sin kappe til side, og nu da hans øjne var vænnet til mørket, så han utydeligt en ræv snuse omkring ham og mistænksomt snuse til hans tøj.

Ved forsigtigt at vikle sin kappe om hånden for at beskytte den mod rævens skarpe tænder, greb Aristomenes dyret fast i halen. Trods alle dens anstrengelser for at undslippe, holdt han godt fast. Da den begyndte at bevæge sig, fulgte han efter.

Som han snedigt havde gættet, kendte ræven en vej ud af det forfærdelige sted. Pludselig smuttede den ind i et hul. Aristomenes, der så et svagt lys for enden, slap ræven. Ved hjælp af en skarp sten udvidede han snart rævens hul nok til at kravle igennem og fandt hurtigt vej tilbage til messenerne.

Man kan forestille sig, hvor glade de var for at se den elskede leder, som de troede var død, og hvor ømt de plejede ham, indtil han igen var rask og stærk. De blev aldrig trætte af at høre historien om hans fald, fængsling og flugt. Da han tilbød at lede dem endnu en gang mod spartanerne, lovede de med glæde at hjælpe.

Trods al Aristomenes' mod faldt Messenien imidlertid til sidst i hænderne på spartanerne, og den anden messeniske krig sluttede. Alle, der ønskede at undgå slaveri eller død, forlod deres fædreland og rejste til Italien eller Sicilien, hvor de grundlagde græske kolonier.

De byer, de byggede, blev snart meget magtfulde. En af dem kaldte de Messina til ære for deres fædreland. Den by står der endnu, som du kan se på dine kort, og i nærheden af den ligger strædet af samme navn, som adskiller Sicilien fra Italien.