Ræven og Hesten

En bonde havde en tro hest, som var blevet gammel og ikke længere kunne arbejde. Så ville bonden ikke længere fodre den og sagde: "Jeg kan ikke bruge dig mere, men jeg mener det stadig godt med dig. Hvis du er stærk nok til at bringe mig en løve, vil jeg beholde dig. Men kom nu ud af min stald." Og han jog hesten ud på landet.

Hesten var bedrøvet og gik ind i skoven for at finde ly mod vejret. Så mødte ræven den og sagde: "Hvorfor hænger du med hovedet og vandrer alene omkring?"

"Ak," sagde hesten, "grådighed og troskab bor ikke i samme hus. Min herre har glemt alt det arbejde, jeg har udført for ham i så mange år. Fordi jeg ikke længere kan pløje godt, vil han ikke fodre mig og har jaget mig væk."

"Uden at give dig en chance?" spurgte ræven.

"Chancen var en dårlig en. Han sagde, at hvis jeg kunne bringe ham en løve, ville han beholde mig, men han ved godt, at jeg ikke kan det."

Ræven sagde: "Jeg vil hjælpe dig. Læg dig bare ned, stræk dig ud, som om du var død, og rør dig ikke."

Hesten gjorde, som ræven bad om. Så gik ræven til løven, hvis hule ikke var langt væk, og sagde: "En død hest ligger derude. Kom med mig, så kan du få et godt måltid."

Løven gik med ham, og da de stod ved hesten, sagde ræven: "Det er ikke behageligt for dig her.

Jeg vil binde hesten til dig i halen, og så kan du trække den ind i din hule og spise den i fred."

Løven kunne lide denne plan. Han lagde sig ned og forblev helt stille, så ræven kunne binde hesten til ham. Men ræven bandt løvens ben sammen med hestens hale. Han snoede og fastgjorde alt så stramt, at ingen styrke kunne bryde det. Da han var færdig, klappede han hesten på skulderen og sagde: "Træk, hvide hest, træk!"

Straks sprang hesten op og slæbte løven væk. Løven brølede så højt, at alle fuglene i skoven fløj væk i frygt. Men hesten lod ham brøle og trak ham over landet til sin herres dør.

Da herren så løven, skiftede han mening og sagde til hesten: "Du skal blive hos mig og blive godt passet." Og han gav den rigeligt med mad, indtil hesten døde.