Det syngende Ben

Engang for længe siden var der i et bestemt land stor sorg, fordi et vildsvin ødelagde bøndernes marker, slog kvæget ihjel og rev folks kroppe op med sine skarpe stødtænder. Kongen lovede en stor belønning til enhver, der kunne befri landet for denne plage. Men dyret var så stort og stærkt, at ingen turde nærme sig skoven, hvor det levede. Til sidst bekendtgjorde kongen, at den, der kunne fange eller dræbe vildsvinet, skulle gifte sig med hans eneste datter.

Nu boede der i det land to brødre, sønner af en fattig mand. De sagde, at de var villige til at forsøge den farlige opgave. Den ældre broder, som var klog og snedig, tilbød sig af stolthed. Den yngre broder, som var uskyldig og enfoldig, tilbød sig af godhed. Kongen sagde: "For at være sikker på, at I finder dyret, må I gå ind i skoven fra hver sin side." Så gik den ældre broder ind fra vest, og den yngre fra øst.

Da den yngre broder havde gået et lille stykke, trådte en lille mand frem til ham. Han holdt et sort spyd i hånden og sagde: "Jeg giver dig dette spyd, fordi dit hjerte er rent og godt. Med det kan du dristigt angribe vildsvinet, og det vil ikke skade dig."

Den yngre broder takkede den lille mand, lagde spyddet på sin skulder og gik frygtløst videre. Inden længe så han dyret, som styrtede mod ham. Men han holdt spyddet frem mod det, og i sit blinde raseri løb vildsvinet så hurtigt mod spyddet, at dets hjerte blev kløvet i to. Så løftede den yngre broder monstret op på sin ryg og bar det hjem til kongen.

Da han kom ud på den anden side af skoven, stod der et hus ved indgangen, hvor folk morede sig med vin og dans. Hans ældre broder var gået derind, fordi han troede, at vildsvinet alligevel ikke ville løbe væk, og han drak, indtil han følte sig modig. Men da han så sin yngre broder komme ud af skoven med det døde vildsvin, gav hans misundelige, onde hjerte ham ingen fred. Han råbte: "Kom ind, kære broder, hvil dig og få et bæger vin!"

Den yngre broder, som ikke anede noget ondt, gik ind og fortalte ham om den gode lille mand, der havde givet ham spyddet, og hvordan han havde dræbt vildsvinet.

Den ældre broder holdt ham der til aften. Så gik de væk sammen, og da de i mørket kom til en bro over en bæk, lod den ældre broder den anden gå først. Da den yngre broder var midt på broen, slog den ældre broder ham så hårdt bagfra, at han faldt død om.

Han begravede ham under broen, tog vildsvinet og bar det til kongen, som om han selv havde dræbt det. Så fik han kongens datter som sin hustru. Og da hans yngre broder ikke kom tilbage, sagde han: "Vildsvinet må have slået ham ihjel," og alle troede på det.

Men intet er skjult for Gud, og denne onde gerning skulle også komme for lyset. År senere drev en hyrde sin hjord over broen. Han så et snehvidt lille ben ligge i sandet nedenfor. Han tænkte, at det ville være godt som mundstykke til sit horn, så han klatrede ned, samlede det op og skar det til et mundstykke. Men da han blæste i det første gang, begyndte benet at synge af sig selv:

"Åh, ven, du blæser på mit ben! Længe har jeg ligget ved vandet. Min broder slog mig ihjel for vildsvinet og tog kongens unge datter til hustru."

"Sikke et vidunderligt horn!" sagde hyrden. "Det synger helt af sig selv! Jeg må bringe det til min herre kongen." Og da han kom til kongen, sang hornet sin lille sang igen. Kongen forstod alting og befalede, at jorden under broen skulle graves op. Så blev hele skeletet af den myrdede mand afsløret. Den onde broder kunne ikke nægte gerningen og blev syet ind i en sæk og druknet. Men den myrdedes ben blev lagt til hvile i en smuk grav på kirkegården.