De tolv jægere

Der var engang en kongesøn, der var forlovet med en jomfru, som han elskede højt. En dag, mens han sad hos hende og var meget lykkelig, kom der bud om, at hans far lå syg og ønskede at se ham, før han døde.

Så sagde han til sin elskede: "Jeg må forlade dig nu. Her er en ring til at mindes mig ved. Når jeg bliver konge, vil jeg vende tilbage og gifte mig med dig." Så red han bort. Da han nåede sin far, var den gamle konge farligt syg.

Han sagde: "Kære søn, jeg ønskede at se dig endnu en gang, før jeg dør. Løft mig, at du vil gifte dig med den kvinde, jeg vælger," og han nævnte en bestemt prinsesse. Sønnen var så oprørt, at han ikke tænkte over, hvad han gjorde, og sagde: "Ja, kære far, jeg vil gøre, som du ønsker." Så lukkede kongen øjnene og døde.

Efter at prinsen var blevet udråbt til konge, og sørgetiden var forbi, måtte han holde det løfte, han havde givet sin far. Han sendte budbringere for at bede om prinsessens hånd, og hun blev lovet til ham.

Hans første brud hørte om dette og sørgede så meget over hans utroskab, at hun næsten døde. Så sagde hendes far: "Kæreste barn, hvorfor er du så bedrøvet? Du kan få, hvad du vil." Hun tænkte et øjeblik og sagde: "Kære far, jeg ønsker elleve piger, der ligner mig nøjagtigt i ansigt, skikkelse og størrelse." Faderen sagde: "Hvis det er muligt, skal dit ønske blive opfyldt." Han søgte i hele sit kongerige, indtil elleve unge piger blev fundet, der lignede hans datter nøjagtigt.

Da de kom til prinsessen, fik hun lavet tolv jægerdragter, alle ens. De elleve piger tog jægerdragterne på, og hun selv tog den tolvte på. Så sagde hun farvel til sin far og red med dem til hoffet hos sin tidligere forlovede, som hun stadig elskede højt. Hun spurgte, om han havde brug for jægere, og om han ville tage dem alle i sin tjeneste. Kongen så på hende, men genkendte hende ikke. Da de var så kønne fyre, sagde han: "Ja, jeg vil gerne tage jer." Så blev de kongens tolv jægere.

Kongen havde en løve, der var et vidunderligt dyr, for den kendte alle skjulte og hemmelige ting. En aften sagde løven til kongen: "Tror du, du har tolv jægere?" "Ja," sagde kongen, "de er tolv jægere." Løven fortsatte: "Du tager fejl.

De er tolv piger." Kongen sagde: "Det kan ikke være sandt! Hvordan vil du bevise det?" Løven svarede: "Strø nogle ærter i din forhal. Mænd har et fast skridt, og når de går over ærter, rører ingen af dem sig.

Men piger tripper og hopper, og ærterne ruller rundt." Kongen syntes godt om rådet og fik strøet ærter.

Men en tjener hos kongen, der holdt med jægerne, hørte om prøven og fortalte dem alt. "Løven vil have kongen til at tro, at I er piger," sagde han. Prinsessen takkede ham og sagde til sine piger: "Læg noget styrke i og træd fast på ærterne." Så næste morgen, da kongen kaldte på de tolv jægere, gik de ind i hallen og trådte så fast på ærterne, at ikke en eneste rullede eller rørte sig.

Så gik de ud, og kongen sagde til løven: "Du har løjet for mig. De går ligesom mænd." Løven sagde: "De vidste, at de skulle prøves, og brugte ekstra styrke. Få blot bragt tolv spinderokke ind i hallen en anden dag.

De vil gå hen til dem og blive glade, hvilket ingen mand ville gøre." Kongen syntes godt om dette råd og fik stillet spinderokkene i hallen.

Men den venlige tjener gik igen til jægerne og fortalte dem planen. Da de var alene, sagde prinsessen til sine elleve piger: "Behersk jer og se ikke på spinderokkene." Næste morgen, da kongen tilkaldte sine tolv jægere, gik de gennem hallen uden en eneste gang at se på spinderokkene. Så sagde kongen til løven: "Du har bedraget mig. De er mænd, for de så ikke på spinderokkene." Løven svarede: "De har lært, at de skulle prøves, og holdt sig tilbage." Men kongen troede ikke længere på løven.

De tolv jægere fulgte altid kongen, når han gik på jagt, og hans forkærlighed for dem voksede stærkere for hver dag. En dag, mens de var ude på jagt, kom der bud om, at kongens forlovede nærmede sig.

Da den ægte brud hørte dette, var hendes hjerte nær ved at briste, og hun faldt til jorden i besvimelse. Kongen troede, at der var sket noget med hans kære jæger. Han løb hen til ham, ville hjælpe og trak hans handske af.

Så så han ringen, som han havde givet sin første brud. Da han så på hendes ansigt, genkendte han hende. Hans hjerte blev så bevæget, at han kyssede hende, og da hun åbnede øjnene, sagde han: "Du er min, og jeg er din, og ingen i verden kan ændre det." Han sendte et bud til den anden brud og bad hende vende tilbage til sit eget kongerige, for han havde allerede en hustru, og en mand, der netop havde fundet et gammelt fad, behøvede ikke et nyt.

Så blev brylluppet fejret, og løven blev igen taget til nåde, for den havde trods alt fortalt sandheden.