Utvalgte folkeeventyr

D er var engang en Bonde som havde tre Sønner; han var i smaa Kaar og gammel og svag, og Sønnerne vilde ikke tage sig noget til. Til Gaarden hørte en stor god Skog, og den vilde Faderen at Gutterne skulde hugge i, og se at faa betalt noget paa Gjælden. Langt om længe fik han dem ogsaa paa det Trav, og den ældste skulde ud og hugge først. Da han var kommen bort i Skogen og begyndte at hugge paa en gammel skjægget Gran, kom der et stort digert Trold til ham. » sagde Troldet. Da Gutten hørte det, kastede han øxen og lagde hjem igjen det bedste han kunde. com ung, mente han. Anden Dag skulde den andre Sønnen afsted, og da gik det netop lige ens. Da han vel havde hugget nogle Hugg i Granen, kom Troldet til ham med og sagde: «Dersom du hugger i min Skog, skal jeg dræbe dig!» Gutten torde knapt se paa ham, kastede øxen og tog til Bens ligesom Broderen, og vel saa fort.

Da han kom hjem igjen, blev Faderen sint, og sagde at aldrig havde Troldene skræmt ham, da han var ung. Tredje Dagen vilde Askeladden i Vei. «Ja du,» sagde de to ældste, «du skal vel klare det, du som aldrig har været ude af Døren!» Han svarede ikke noget paa det Askeladden, men bad bare om at faa dygtig Niste med sig. Moderen havde ingen Sul, og saa hængte hun paa Gryden for at briste lidt til ham; det fik han i Skræppen og lagde af Gaarde. Da han havde hugget en liden Stund, kom Troldet til ham ogsaa og sagde: «Dersom du hugger i min Skog, skal jeg dræbe dig!» Men Gutten var ikke sen; han sprang bort i Skogen efter Osten, og krystede den, saa Mysen skvat. «Tier du ikke still,» skreg han til Troldet, «skal jeg klemme dig, som jeg klemmer Vandet af denne hvide Stenen!» «Nei, kjære, spar mig,» sagde Troldet, «jeg skal hjælpe dig at hugge.»

Ja, paa det Vilkaar sparede da Gutten ham, og Troldet var dygtig til at hugge, saa de fik fældet og afhugget mange Tylter om Dagen. Da det led mod Kvelden, sagde Troldet: «Nu kan du følge med hjem, det er nærmere til mig end til dig.» Ja, Gutten blev med, og da de kom hjem til Troldet, skulde han gjøre op Varmen paa Peisen, mens Gutten skulde gaa efter Vand til Grødgryden; men der stod to Jernbøtter, saa store og tunge at han ikke engang orkede at løfte dem af Flekken. Saa sagde Gutten: «Det er ikke værdt at tage med sig disse Fingerbørene; jeg vil gaa efter hele Brønden jeg.» «Nei, kjære vene,» sagde Troldet, «jeg kan ikke miste Brønden min; gjør du op Varmen, skal jeg gaa efter Vand.» Da han kom tilbage med Vandet, kogte de op en dygtig stor Grødgryde. com

«Aa ja!» svarede Troldet, for det tænkte han altid han skulde staa sig i. Ja, de satte sig til Bords; men Gutten tog uformærkt Skindskræppen og knyttede foran sig, og saa øste han mer i Skræppen end han aad selv. Da Skræppen var fuld, tog han op Tollekniven sin og rispede en Flænge i Skræppen. Troldet saa paa ham, men sagde ikke noget. Da de havde ædt en god Stund til, lagde Troldet bort Skeen; «nei, nu orker jeg ikke mer,» sagde han. «Du skal æde!» svarede Gutten, «jeg er knapt halvmæt endnu jeg. Gjør du som jeg gjorde, og skjær et Hul paa Maven, saa æder du saa meget du vil.» «Men det gjør vel grulig vondt?« spurgte Troldet. «Aa ikke noget som er at tale om,» svarede Gutten. Saa gjorde Troldet som Gutten sagde, og saa kan en vel vide han satte Livet til; men Gutten tog alt det Sølv og Guld som fandtes i Berget, og gik hjem med. Med det kunde han altid faa betalt noget paa Gjælden.

D er var en Gang tre Bukker som skulde gaa til Sæters og gjøre sig fede, og alle tre saa hedte de Bukken Bruse. Paa Veien var der en Bro over en Fos, som de skulde over, og under den Broen boede et stort fælt Trold, med Øine som Tintallerkener, og Næse saa lang som et Riveskaft. Først saa kom den yngste Bukken Bruse og skulde over Broen. Trip trap, trip trap, sagde det i Broen. «Hvem er det som tripper paa min Bro?» skreg Troldet. «Aa, det er den mindste Bukken Bruse; jeg skal til Sæters og gjøre mig fed,» sagde Bukken, den var saa fin i Maalet. «Nu kommer jeg og tar dig!» sagde Troldet. «Aa nei, tag ikke mig, for jeg er saa liden jeg; bi bare lidt, saa kommer den mellemste Bukken Bruse, han er meget større.» converted by Web2PDFConvert.com

» sagde Troldet. Om en liden Stund saa kom den mellemste Bukken Bruse og skulde over Broen. Trip trap, trip trap, trip trap, sagde det i Broen. » skreg Troldet. «Aa, det er den mellemste Bukken Bruse, som skal til Sæters og gjøre sig fed, » sagde Bukken, den var ikke fin i Maalet den. » sagde Troldet. «Aa nei, tag ikke mig, men bi lidt, saa kommer den store Bukken Bruse, han er meget, meget større.» » sagde Troldet. Ret som det var, saa kom den store Bukken Bruse: Trip trap, trip trap, trip trap, sagde det i Broen, den var saa tung, at Broen baade knagede og bragede under den. » skreg Troldet. «Det er den store Bukken Bruse,» sagde Bukken, den var saa fælt grov i Maalet. «Nu kommer jeg og tar dig,» skreg Troldet. «Ja kom du! Jeg har to Spjut, Med dem skal jeg stinge dine Øine ud! » sagde Bukken, og saa fløi den paa Troldet og stak ud Øinene paa ham, slog itu baade Marv og Ben, og stangede ham ud i Fossen, og saa gik den til Sæters.

Der blev Bukkene saa fede, saa fede, at de næsten ikke orkede at gaa hjem igjen, og er ikke Fedtet gaaet af dem, saa er de det endnu. Og Snip, Snap, Snude, her er det Eventyr ude.

D er var engang en fattig Husmand, som havde mange Børn og ikke stort at give dem hverken af Mad eller Klæder; vakre var de alle, men den vakreste var den yngste Datteren, som var saa deilig at der ikke var nogen Maade paa det. com mørkt, og regnede og blaaste gjorde det saa det knagede i Væggene; de sad allesammen om Peisen og havde noget at stelle med. Ret som det var, saa bankede det tre Gange paa Ruden. Manden gik ud og skulde se hvad der var paa Færde, og da han kom ud, saa stod der en stor, stor Hvidbjørn. » sagde Hvidbjørnen. » sagde Manden. «Vil du give mig den yngste Datter din, saa skal jeg gjøre dig ligesaa rig som du nu er fattig,» sagde den. Ja, Manden syntes det var noksaa gildt at han skulde blive saa rig; men han syntes da han maatte snakke med Datteren først, og gik ind og sagde at der var en stor Hvidbjørn ude, som lovede han skulde gjøre dem saa rige, naar han bare kunde faa hende.

Hun sagde nei og vilde nødig, og saa gik Manden ud igjen og blev saa forligt med Hvidbjørnen, at den skulde komme igjen næste Torsdagskveld og hente Svar. Imens overtalte de hende og snakkede for hende om al den Rigdom de skulde komme til, og om hvor godt hun skulde have det selv; hun fandt sig da i det tilsidst, og vaskede og stelte istand Fillerne sine, pyntede sig saa godt hun kunde, og holdt sig reisefærdig. Ikke stort var det hun skulde have med, heller. Næste Torsdagskveld kom Hvidbjørnen og skulde hente hende; hun satte sig op paa Ryggen af den med Tullen sin, og saa bar det afsted. Da de var komne et langt Stykke paa Veien, sagde Hvidbjørnen: «Er du ræd?» Nei, det var hun ikke. «Ja, hold dig bare godt fast i Ragget mit, saa har det ingen Fare heller,» sagde den. Nu red hun langt, langt bort, og saa kom de til et stort Fjeld.

Der bankede Hvidbjørnen paa, saa gik der op en Port, og de kom ind i et Slot, hvor der var mange oplyste Værelser, som skinnede baade af Guld og Sølv, og saa var der en stor Sal, som der stod et dækket Bord i, og det saa prægtigt, at du ikke kan tro hvor prægtigt det var. Saa gav Hvidbjørnen hende en Sølvklokke; naar det var noget hun vilde, skulde hun bare ringe paa den, saa fik hun det. com nogen vilde ligge i, baade med Silkedyner og Omhæng og Guldfrynser; og alt som var der, var af Guld og Sølv. Men da hun havde lagt sig og slukket Lyset, kom der et Menneske og lagde sig med hende, og det var Hvidbjørnen, som kastede Hammen af sig om Natten; men hun fik aldrig se ham, for altid kom han efter at hun havde slukket Lyset; og før det var lyst om Morgenen, var han borte igjen.

Det gik baade godt og vel en Stund; men saa begyndte hun at blive saa stille og sørgmodig, for hun gik der alene hele Dagen og stundede hjem til Forældrene og Søskendene sine. Da Hvidbjørnen spurgte hvad det var som feilte hende, sagde hun at det var saa ødsligt der, hun gik der saa alene og stundede hjem til Forældrene og Søskendene sine, og det var fordi hun ikke kunde komme til dem, at hun gik og sørgede saa. «Det kan der nok blive Raad til,» sagde Hvidbjørnen; «men du skal love mig det at du ikke taler med din Mor alene, men bare naar de andre hører paa det; for hun tager dig ved Haanden,» sagde han, «og vil have dig ind i et Kammer og tale alene med dig; men det maa du slet ikke gjøre, ellers gjør du os ulykkelige begge to.» En Søndag kom Hvidbjørnen og sagde, nu kunde de reise til Forældrene hendes.

Ja de reiste, hun sad paa Ryggen hans, og det gik baade langt og længe; tilsidst kom de til en stor hvid Gaard; der løb hendes Søskende ude og legte sig, og der var saa vakkert at det var en Lyst at se det. «Der bor Forældrene dine,» sagde Hvidbjørnen, «men glem ikke det jeg har sagt dig, ellers gjør du baade mig og dig ulykkelig.» Nei Kors, det skulde hun nok ikke glemme, og da hun var kommen did, saa vendte Hvidbjørnen om igjen han. Der blev saadan Glæde, da hun kom ind til Forældrene, at der ikke var nogen Maade paa det; de syntes de kunde ikke fuldtakke hende for det hun havde gjort imod dem; nu havde de det baade saa godt og saa godt, og alle saa spurgte de hende, hvorledes hun havde det, der hun var. Hun havde det baade godt og vel, og havde alt som hun kunde ønske sig, sagde hun; hvad hun svarede for Resten, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror ikke de fik nogen rigtig Greie paa det.

Men saa om Eftermiddagen, da de havde spist Middag, gik det som Hvidbjørnen havde sagt: Moderen vilde tale med hende alene inde i Kammeret. Men hun mindtes hvad Hvidbjørnen havde sagt, og vilde ikke paa nogen Maade. «Det vi har at snakke om,» sagde hun, «det kan vi altid snakke om.» com hun sige hvorledes hun havde det. Hun sagde da, at der altid kom et Menneske og lagde sig med hende, naar hun havde slukket Lyset om Aftenen, og ham fik hun aldrig se; for han var altid borte før det blev lyst om Morgenen. Det gik hun og sørgede over, for hun syntes hun vilde saa gjerne se ham, og om Dagen gik hun der alene, og det var saa ødsligt og ensomt. det kan gjerne være et Trold du ligger med,» sagde Moderen; «men jeg skal lære dig en Raad, saa du skal faa se ham; du skal faa et Stykke Lys af mig, som du kan tage med dig i Barmen; lys saa paa ham med det naar han sover, men agt dig, saa du ikke drypper Talg paa ham.»

Ja, hun tog Lyset og gjemte det i Barmen sin; og om Aftenen kom Hvidbjørnen og hentede hende. Da de var komne et Stykke paa Veien, spurgte Hvidbjørnen, om det ikke var gaaet saa som han havde sagt. Jo det kunde hun ikke negte, det. «Ja har du lydt til din Mors Raad, saa har du gjort os begge ulykkelige, og saa er det ude mellem os,» sagde han. Nei, det havde hun nu slet ikke. Da hun saa var kommen hjem og havde lagt sig, gik det som det pleiede: der kom et Menneske og lagde sig med hende; men da det led ud paa Natten, og hun hørte han sov, stod hun op og slog Varme, tændte i Lyset og lyste paa ham, og da saa hun han var den deiligste Prins en kunde se for sine Øine, og hun blev saa glad i ham, at hun syntes hun ikke kunde leve, hvis hun ikke fik kysse ham strax paa Øieblikket; det gjorde hun ogsaa, men med det samme dryppede hun tre hede Talgdraaber paa Skjorten hans, saa han vaagnede. » sagde han.

«Nu har du gjort os ulykkelige begge to; havde du bare holdt ud Aaret, saa havde jeg været frelst, for jeg har en Stedmor som har troldet paa mig, saa jeg er Hvidbjørn om Dagen og Menneske om Natten; men nu er det ude mellem os, nu maa jeg reise fra dig til hende; hun bor paa et Slot som ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og der er en Prinsesse med en Næse som er tre Alen lang; hende skal jeg have nu.» Hun graat og bar sig, men det var ikke noget at gjøre ved det, han maatte reise. Saa spurgte hun, om hun da ikke kunde faa være med. com

» sagde hun. Ja, det kunde hun, sagde han, men der var ingen Vei did; det laa østenfor Sol og vestenfor Maane det, og did fandt hun aldrig frem. Om Morgenen da hun vaagnede, var baade Prinsen og Slottet borte; hun laa da paa en liden grøn Flæk midt inde i mørke tætte Skogen, og ved Siden af hende laa den samme Filletullen hun havde havt med sig hjemmefra. Da hun nu havde gnedet Søvnen af Øinene sine og graatt sig træt, gav hun sig paa Veien, og saa gik hun mange, mange Dage, alt til hun kom til et stort Berg. Udenfor det sad der en gammel Kjærring og legte sig med et Guldæble. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til den Prinsen som var hos Stedmor sin paa et Slot som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, og som skulde have en Prinsesse med en Næse som var tre Alen lang. » spurgte Kjærringen, «kanske det var du som skulde havt ham?» Ja, det var da det. » sagde Kjærringen.

«Ja jeg ved ikke noget mere om ham jeg, end at han bor paa det Slottet som er østenfor Sol og vestenfor Maane, og did kommer du sent eller aldrig; men du skal faa laant Hesten min, og den kan du ride paa til Grandekjærringen min, kanske hun kan sige dig det; og naar du er kommen frem, saa kan du bare slaa til Hesten under det venstre Øret og bede den gaa hjem igjen. Og dette Guldæblet kan du tage med dig.» Hun satte sig da op paa Hesten og red i lange, lange Tider, og saa kom hun tilsidst til et Berg, hvor der sad en gammel Kjærring udenfor med et Guldhespetræ. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til det Slottet som laa østenfor Sol og vestenfor Maane.