Tudser Og Diamanter

Der var engang en enke, som havde to døtre. Den ældste lignede sin mor så meget, både i ansigt og i gemyt, at den, der så datteren, så moderen. De var begge så ubehagelige og så stolte, at ingen kunne holde ud at bo sammen med dem.

Den yngste datter var derimod selve billedet på sin far – høflig, mild af sind og en af de smukkeste piger, man kunne se. Men folk elsker naturligvis dem, der ligner dem selv, så moderen elskede sin ældste datter og nærede et forfærdeligt had til den yngste. Hun fik hende til at spise i køkkenet og arbejde hele tiden.

Blandt andre pligter blev dette stakkels barn tvunget til at gå to gange om dagen til en kilde, mere end halvanden kilometer fra huset, og bringe en fuld kande vand tilbage. En dag, da hun stod ved kilden, kom en fattig kone hen til hende og bad om en tår vand.

„Åh, ja, med hele mit hjerte, gode kone," sagde den smukke lille pige. Hun skyllede kanden med det samme, øste vand fra den klareste del af kilden og holdt kanden op, så konen kunne drikke let.

Efter at konen havde drukket, sagde hun: „Du er så smuk, min kære, så god og så høflig, at jeg ikke kan lade være med at give dig en gave." For dette var en fe, som havde taget skikkelse af en fattig bondekone for at se, hvor venlig og velopdragen denne smukke pige virkelig var. „Jeg vil give dig en gave," fortsatte feen. „Fra nu af skal der ved hvert ord, du siger, komme en blomst eller en juvel ud af din mund."

Da den smukke pige kom hjem, skældte hendes mor hende ud for at blive så længe ved kilden.

„Jeg beder om forladelse, Mamma," sagde den stakkels pige, „for ikke at skynde mig mere."

Og da hun sagde disse ord, kom der to roser, to perler og to diamanter ud.

„Hvad er det, jeg ser?" sagde moderen, ganske forbløffet. „Jeg tror, jeg ser perler og diamanter komme ud af pigens mund! Hvordan går det til, barn?" Dette var første gang, hun kaldte hende for barn.

Den stakkels pige fortalte hende alt, ikke uden at lade utallige diamanter falde.

„Sandelig," udbrød moderen, „jeg må sende mit barn derhen. Kom her, Fanny. Se, hvad der kommer ud af din søsters mund, når hun taler. Vil du ikke, min kære, gerne have den samme gave givet til dig? Alt, hvad du skal gøre, er at gå og hente vand fra kilden, og når en bestemt fattig kone beder dig om en tår vand, så giv hende det meget høfligt."

„Det ville da være et pænt syn," sagde denne uforskammede pige, „at se mig gå og hente vand."

„Du skal gå, din stakkel!" sagde moderen. „Og det straks."

Så gik hun af sted, men brokkede sig hele vejen, og tog den bedste sølvtankard i huset med sig.

Hun var knap nået til kilden, før hun så en dame i smukke klæder komme ud fra skoven. Damen kom hen til hende og bad om en tår vand. Dette, må du vide, var den samme fe, som havde vist sig for hendes søster, men nu havde hun taget udseende og påklædning som en prinsesse for at se, hvor uforskammet denne pige ville være.

„Er jeg kommet her," sagde den stolte, næsvise pige, „for at servere dig vand, går jeg ud fra? Sølvtankarden blev vel bragt bare for dig, ikke? Men du kan drikke af den, hvis du vil."

„Du er ikke særlig høflig," svarede feen uden at blive vred. „Nå, siden du har så lidt manerer og er så uimødekommende, giver jeg dig en gave: ved hvert ord, du siger, skal der komme en slange eller en tudse ud af din mund."

Så snart hendes mor så hende komme, råbte hun: „Nå, datter?"

„Nå, moder?" svarede den uforskammede pige, og ud af hendes mund kom der to hugorme og to tudser.

„Åh, nåde!" råbte moderen. „Hvad er det, jeg ser? Åh, det er din elendige søster, som har forårsaget alt dette! Men hun skal betale for det." Og hun løb for at slå hende. Det stakkels barn flygtede fra hende og gik for at skjule sig i skoven ikke langt derfra.

Kongens søn, som vendte hjem fra jagt, mødte hende. Da han så, hvor smuk hun var, spurgte han hende, hvad hun lavede der alene, og hvorfor hun græd.

„Ak, herre," sagde hun, „min mor har smidt mig ud af huset."

Kongens søn så fem eller seks perler og lige så mange diamanter komme ud af hendes mund. Han bad hende fortælle, hvordan det gik til. Hun fortalte ham hele historien, og Kongens søn forelskede sig i hende. Han syntes, at en sådan gave var mere værd end nogen medgift, og han tog hende med til slottet hos sin fader, Kongen, og giftede sig med hende.

Hvad søsteren angik, gjorde hun sig så forhadt, at selv hendes egen mor vendte hende ryggen. Og den elendige stakkel vandrede rundt i lang tid uden at finde nogen til at tage hende ind, indtil hun gik hen i et hjørne af skoven og døde der.