Hvorfor havet er salt

Der var engang, for længe, længe siden, to brødre, den ene rig og den anden fattig. Da juleaften kom, havde den fattige ikke en bid i huset, hverken kød eller brød. Så gik han til sin bror og bad ham, for Guds skyld, om at give ham noget til juleaftensdag. Det var langt fra første gang, broderen måtte give ham noget, og han var ikke mere glad for at blive bedt nu, end han plejede at være.

"Hvis du gør, som jeg beder dig om, skal du få en hel skinke," sagde han. Den fattige takkede ham straks og lovede dette.

"Jamen, her er skinken, og nu må du gå lige til De dødes hal," sagde den rige bror og kastede skinken til ham.

"Ja, jeg skal gøre, som jeg har lovet," sagde den anden, og han tog skinken og gav sig i vej. Han gik og gik hele dagen, og da det blev aften, kom han til et sted, hvor der var et stærkt lys.

"Jeg tvivler ikke på, at dette er stedet," tænkte manden med skinken.

En gammel mand med et langt hvidt skæg stod i udhuset og huggede brænde.

"God aften," sagde manden med skinken.

"God aften til dig. Hvor skal du hen så sent på aftenen?" sagde manden.

"Jeg skal til De dødes hal, hvis jeg er på rette vej," svarede den fattige mand.

"Åh, ja, du er på rette vej, for det er her," sagde den gamle. "Når du kommer ind, vil alle prøve at købe din skinke, for de får ikke meget kød dér. Men du må ikke sælge den, medmindre du får kværnen, som står bag døren. Når du kommer ud igen, skal jeg lære dig, hvordan du stopper kværnen, som er nyttig til næsten alt."

Så takkede manden med skinken den anden for det gode råd og bankede på døren.

Da han kom ind, skete alt præcis, som den gamle mand havde sagt: alle folkene, store og små, kom rundt om ham som myrer på en myretue, og hver prøvede at overbyde den anden for skinken.

"Egentlig burde konen og jeg have den til julemiddagen, men siden I har sat jeres hjerte på den, må jeg bare give den til jer," sagde manden. "Men hvis jeg sælger den, vil jeg have kværnen, som står dér bag døren."

Først ville de ikke høre om dette, og de pruttede og tingede med manden, men han stod fast på det, han havde sagt, og folkene måtte give ham kværnen. Da manden kom ud igen i gårdspladsen, spurgte han den gamle brændehugger, hvordan han skulle stoppe kværnen, og da han havde lært det, takkede han ham og skyndte sig hjem, men kom ikke frem, før klokken havde slået tolv på juleaften.

"Hvor i alverden har du været?" sagde konen. "Her har jeg siddet og ventet time efter time, og jeg har ikke engang to pinde at lægge i kryds under julegrødsgryden."

"Åh, jeg kunne ikke komme før; jeg havde noget vigtigt at gøre, og lang vej at gå også; men nu skal du bare se!" sagde manden, og så satte han kværnen på bordet og bad den først male lys, så en dug, og så kød og øl og alt andet, der var godt til juleaftensmad; og kværnen malede alt, hvad han bad om. "Åh, du store!" sagde konen, efterhånden som én ting efter den anden dukkede op; og hun ville vide, hvor manden havde fået kværnen fra, men han ville ikke fortælle hende det.

"Bryd dig ikke om, hvor jeg fik den; du kan se, at den er god, og vandet, der drejer den, fryser aldrig," sagde manden. Så malede han kød og drikke og alle slags gode ting, nok til at vare hele juletiden, og på den tredje dag indbød han alle sine venner til gæstebud.

Da den rige bror så alt, hvad der var på bordet og i huset, blev han både ærgerlig og vred, for han undte ikke sin bror noget. "På juleaften var han så fattig, at han kom til mig og tiggede om en smule, for Guds skyld, og nu holder han gæstebud, som om han var både greve og konge!" tænkte han. "Men for himlens skyld, fortæl mig, hvor du har din rigdom fra," sagde han til broderen.

"Fra bag døren," sagde han, som ejede kværnen, for han ville ikke tilfredsstille broderen på det punkt; men senere på aftenen, da han havde taget sig en tår over tørsten, kunne han ikke lade være med at fortælle, hvordan han havde fået kværnen.

"Dér ser du, hvad der har givet mig al min rigdom!" sagde han og tog kværnen frem og lod den male først én ting og så en anden. Da broderen så det, insisterede han på at få kværnen, og efter megen overtalelse fik han den; men han måtte give tre hundrede daler for den, og den fattige bror skulle beholde den, til høsten var overstået, for han tænkte: "Hvis jeg beholder den så længe, kan jeg male kød og drikke, som varer i mange år."

I den tid kan du tro, at kværnen ikke blev rusten, og da høsten kom, fik den rige bror den, men den anden havde sørget for ikke at lære ham, hvordan han skulle stoppe den.

Det var aften, da den rige mand fik kværnen hjem, og om morgenen bad han konen gå ud og brede høet efter høfolkene, og han skulle stå for huset selv den dag, sagde han.

Så da det nærmede sig middagstid, satte han kværnen på køkkenbordet og sagde: "Mal sild og melkegrød, og gør det både hurtigt og godt."

Så begyndte kværnen at male sild og melkegrød, og først blev alle fade og baljer fyldt, og så kom det ud over hele køkkengulvet. Manden vred og vendte den og gjorde alt, hvad han kunne, for at stoppe kværnen, men uanset hvordan han vred og skruede, fortsatte kværnen med at male, og snart steg grøden så højt, at manden var ved at drukne.

Så åbnede han døren til stuen, men det varede ikke længe, før kværnen havde malet også stuen fuld, og det var med nød og næppe, at manden kunne bane sig vej gennem strømmen af grød og få fat i dørhåndtaget.

Da han fik døren op, blev han ikke længe i rummet, men løb ud, og silden og grøden kom efter ham, og det strømmede ud over både gård og jorde. Nu begyndte konen, som var ude og brede hø, at tænke, at middagen lod vente på sig, og sagde til kvinderne og høfolkene: "Selvom bonden ikke kalder os hjem, kan vi lige så godt gå.

Måske synes han, at han ikke er god til at lave grød, og at jeg burde hjælpe ham." Så de begyndte at traske hjemover, men da de var kommet et stykke op ad bakken, mødte de sild og grød og brød, alt strømmende ud og snoede sig over hinanden, og manden selv foran flommen.

"Gid I hver havde hundrede maver! Pas på, at I ikke drukner i grøden!" råbte han, da han løb forbi dem, som om Udyret var i hælene på ham, ned til der, hvor broderen boede. Så bad han ham, for Guds skyld, om at tage kværnen tilbage, og det på øjeblikket, for sagde han: "Hvis den maler en time til, vil hele distriktet blive ødelagt af sild og grød." Men broderen ville ikke tage den, før den anden betalte ham tre hundrede daler, og det måtte han gøre.

Nu havde den fattige bror både pengene og kværnen igen. Så det varede ikke længe, før han havde en gård, meget finere end den, broderen boede i, men kværnen malede ham så mange penge, at han dækkede den med guldplader; og gården lå lige ved kysten, så den skinnede og glitrede langt ud på havet.

Alle, der sejlede forbi dér, måtte nu lægge til for at besøge den rige mand i guldgården, og alle ville se den vidunderlige kværn, for rygtet om den spredte sig vidt og bredt, og der var ingen, der ikke havde hørt tale om den.

Efter lang, lang tid kom der også en skipper, som ville se kværnen. Han spurgte, om den kunne male salt. "Ja, den kan male salt," sagde han, som ejede den, og da skipperen hørte det, ønskede han af hele sit hjerte at få kværnen, koste hvad det koste ville, for han tænkte: hvis han havde den, slap han for at sejle langt bort over det farefulde hav for ladninger med salt.

Først ville manden ikke høre om at skille sig af med den, men skipperen tryglede og bad, og til sidst solgte manden den til ham og fik mange, mange tusinde daler for den. Da skipperen havde fået kværnen på ryggen, blev han ikke længe dér, for han var så bange for, at manden skulle fortryde, og han havde ikke tid til at spørge, hvordan han skulle stoppe den fra at male, men kom om bord på sit skib så hurtigt, han kunne.

Da han var kommet et lille stykke ud på havet, tog han kværnen op på dækket. "Mal salt, og mal både hurtigt og godt," sagde skipperen. Så begyndte kværnen at male salt, til det sprøjtede ud som vand, og da skipperen havde fået skibet fuldt lastet, ville han stoppe kværnen, men uanset hvordan han vred den, og uanset hvor meget han prøvede, fortsatte den med at male, og højen af salt blev højere og højere, indtil skibet til sidst sank. Der ligger kværnen på havbunden, og den maler stadig dag efter dag; og det er derfor, havet er salt.