En veltalende Præst

»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev værten helt ud i entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende præst, det skal De snart indrømme. Nå, farvel da, så længe!«

Kapellanen gik mod præstegården, fordybet i mange modstridende tanker.

»Hvad... Goddag! Er De her?«

Kapellanen fo'r op og blev blussende rød.

»Frk.... Frk. Dundas?«

Hvor stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge så forvirrede ud.

»Siden hvornår... jeg mener, hvor længe har De været her?«

»Jeg kom i går, frøken!«

Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:

»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den nye kapellan?«

»De er – er De præstens datter? Er det sandt? Nej, hvor i al verden kunne jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg så annoncen i avisen. Der stod kun: »Henvendelse til sognepræsten.« Jeg rejste straks, anede ikke, at De boede her, og allermindst, at Deres fader var præst, end sige min egen sognepræst.«

Den unge pige så ned. Hun troede ham ikke helt, og fik samtalen ledet over på andre emner.

»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog så rart!«

Carr smilede lidt bittert.

»Kan De huske pastor Jorvis? Han er ikke taler, og han sætter heller ikke pris på kapellaner, der er det. Hans prædiken kunne kun slå til i 10 minutter, og det fordrede han også af andre. Så tog jeg derfra, nu en lejlighed tilbød sig.«

»Ja, det ser jeg unægtelig.«

»– Jeg hører jo tilmed, at Deres fader skal være så udmærket en taler...«

»Det er han også! Der er noget i hans prædiken, synes jeg, der undertiden næsten kan minde om Dem.«

»Såå?«

Hun rødmede, sagde hurtigt farvel, men yttrede dog endnu en gang sin glæde over så uventet at have fået sin gamle ven her til Maedenham.

Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han.

Sognepræsten traf han i studereværelset. En høj, intelligent udseende mand, som enhver var tjent med at få til svigerfader.

»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, på en enkelt undtagelse nær hver søndag formiddag hele året rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg lægger naturligvis meget arbejde i mine prædikener, så aftenerne vil jeg gerne helt have fri.«

Kapellanen bukkede.

Nu kom fruen ind.

»Hubert! Fru Miller vil gerne have, at du reciterer »Hamlet« for hende.« Hun forklarede kapellanen: »Min mand kan hele Shakespeare udenad, og Milton og alle de andre. Han har så enestående en hukommelse!«

Kapellanen fandt nogle smigrende ord og erhvervede sig i den anledning en invitation til om mandagen. Der kom altid nogle venner i præstegården den dag.

Da han kom hjem efter visitten, fandt han et brev liggende, der var eftersendt fra Cranleigh.

»Hvor jeg dog er en hykler!« mumlede han. »Hvor ville præsten her dog foragte mig! Og Mimi – ja, hun mest af dem alle...«

Resolut lukkede han brevet op:

»Vær så venlig at sende os manuskript nr. 4: »Hvad skal vi tro på?« Det er allerede tre dage forsent! I følge kontrakt er vi forpligtet til at levere vor klient det senest mandag morgen.

Deres ærbødige Cook & Sable.«

Kapellanen rev brevet i stykker.

»En nydelig måde at tjene penge på,« mumlede han videre. »Leverandør af prædikener til præster uden hjerne – hm!« Papiret i kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den klient er, der betaler firmaet 1000 kr. om året for mine prædikener. Han må da mindst være lige så stor en hykler som jeg.« Han gik op og ned i stuen. »Men jeg tror, jeg bryder kontrakten. Jeg vil ikke mere! De prædikener, jeg skriver, vil jeg selv holde for fremtiden. Den, jeg sendte sidst, bliver jeg selv nødt til at bruge i morgen aften. Der bliver ingen tid til forberedelse!«

Søndag morgen var kirken fyldt til sidste plads. Der var ikke tvivl om pastor Dundas' popularitet.

»Er der altid så fyldt, når sognepræsten prædiker?«

»Ja, altid,« måtte klokkeren indrømme. »Men pastoren taler jo også vidunderligt.«

Kapellanen fulgte gudstjenesten med dybeste alvor. Dundas' hele optræden imponerede ham fra den første indgangsbøn.

Nu nævnte Dundas teksten.

Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme tekst, som han havde valgt i sin sidste prædiken til Cook & Sable. Dobbelt lærerigt altså!

Prædikenen begyndte.

Dundas talte virkelig med ægte veltalenhed. Intet manuskript på prædikestolen og dog et foredrag uden ophold og famlen. Alle lyttede åndeløst. Selv kapellanen gjorde det. Da prædikenen var endt, trak han vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig hukommelse!«

Efter gudstjenesten fulgte en kort samtale mellem de to gejstlige:

»Er De i stand til at bedømme en prædiken retfærdigt, Hr. Carr?«

»Ja-a, jeg ved skam ikke.«

»Mellem os – hvad mener De om min prædiken?«

»Jo-o. De har jo et aldeles glimrende foredrag...«

»Ja, foredrag – men indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er altid et af mine principper.«

»Den mand,« bekendte kapellanen, da han igen blev alene, »er sandelig en karakter!«

En dame hilste på ham. Det var frk. Dundas.

»Hvad synes De så om fars prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes, netop denne i dag mindede mig så meget om dem, De i gamle dage holdt i Cranleigh.«

»Nå, det tror jeg ikke!«

»Ja, hvorfor ikke?«

Men nu viste sognepræsten sig atter, og fader og datter fulgtes til præstegården.

Kapellanen gik hjem til sin middagsmad. Noget efter kom hans værtinde ind.

»Ringede De?«

»Næ-æ.«

Hun så, maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager det Dem ikke?«

»Jo, såmænd gør det så.« Tankeløs gik han i lag med maden. Så skyndte han sig atter til kirken.

Men hans prædiken om aftenen mislykkedes totalt, og sognepræsten meddelte ham det.

»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde ventet mig mere, Hr. Carr!«

– I selskabet mandag aften var sognepræstens prædikener en stund det almindelige samtaleemne.

»Udgiver De snart Deres bog, hr. pastor?« spurgte en ældre dame.

»Såå? Skriver præsten på en bog?« spurgte kapellanen interesseret, da svaret lod vente lidt på sig.

»Jeg samler mine prædikener,« svarede præsten med et overbærende smil. At kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslået b. m. a. s. på meddelelsestavlen i kirken.

Pastoren talte videre.

Kapellanen gik ned i haven. Der gik han ene om i mørket, følte sig så fremmed og overset. Pludselig kom en skikkelse hen imod ham.

»Hvem er det?« lød det barskt.

»Det er mig!«

Nu så han, hvem det var.

De stod lidt tavse.

Carr rakte hende tøvende hånden.

Hun tog den, gjorde slet ikke modstand.

»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var præstens datter...«

»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste såmænd også, De var den nye kapellan...«

»Hvad... er det sandt! Å, Mimi –«

Han drog hende til sig og kyssede hende.

»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra vinduet. »Hvad gør du dernede i mørket?«

Ja, hvad gjorde hun dog?

---

»Forbindelsen mellem os må ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som kapellan!«

Præsten sad i studereværelsets lænestol med rynket pande og alvorligt ansigt.

Kapellanen skjulte sit smil, men Dundas blev ved:

»Det gør mig ondt at måtte sige det: Deres opførsel har langt fra været en gentlemans!«

»I hvilken retning, om jeg tør spørge?«

Præsten rynkede brynene endnu stærkere.

»De skyldte mig først og fremmest en meddelelse om, at De kendte min datter, før De kom i mit hus! – Ja vist! Min datter har som arv fra sin moder – måske også fra mig – betydelige fortrin, der giver hende ret til at stræbe langt højere end til – en teologisk kandidat af Deres art.«

»Så? Ja, det har jeg desværre ikke haft anelse om.«

»Men nu har De det altså! Vil De blive her, må De betragte min datter som fremmed, således som hun i fremtiden vil betragte Dem!«

»Har hun sagt det?«

Præsten nikkede nådigt: »Hun har også lov til at sige det! Hvad i alverden giver Dem berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som prædikant er De under al kritik. Gudbevares – en talentfuld mand kan jeg tilgive megen vildfarelse, men kun en talentfuld.«

Kapellanen smilede atter.

»Så er det nok bedst, jeg rejser allerede i dag.«

»I dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har så uhyre travlt i disse dage, det ved De jo. Det er i dag allerede torsdag og – ja, jeg siger det med det samme – De må prædike på søndag til højmesse, jeg får ikke tid til at forberede mig.«

»Skal jeg prædike på søndag?« kom det forbavset.

»Ja, det må De,« lød det nervøse svar. »Jeg får ikke tid, desværre. Gør det, så godt De kan... jeg forlanger ikke mere af Dem. På næste torsdag kan De så rejse.«

Kapellanen bukkede og gik.

Hjemme fik han straks pen og bøgerne frem. Med megen alvor gik han til arbejdet, og efter en times forløb var han færdig. Den ønskede prædiken sendte han til Cook & Sable; vedkommende klient ville den altså være i hænde senest næste middag.

I kirken om søndagen var der fyldt til sidste plads som altid, når sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i dag havde forfald. Han havde for resten i de sidste dage til kapellanen erklæret, at han alligevel godt kunne holde den prædiken selv, men Carr havde nu forberedt sig, og sognepræsten måtte lade det blive ved aftalen.

Kapellanen gik da på prædikestolen. Sognepræsten fulgte ham med øjnene, og ville næppe tro, hvad han så: Carr var som forvandlet. Så sikkert og fast alle ordene kom! Der var ovenikøbet lighed med sognepræstens prædiken sidste søndag, og det samme tema: »Hvad skal jeg tro?«

Alle lyttede, sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive øjne og åben mund, som hørte han et spøgelse tale.

»Hr. Carr –« stammede præsten forvirret, da gudstjenesten var endt.

»Ja, hr. pastor?«

»Hm – hm – der er noget, jeg vil spørge Dem om!«

»Til tjeneste!«

»Eh – æ – jeg mener – var det Deres egen?«

»Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres taler? Nej, så uværdig er jeg da heller ikke – det ville jo være slet og ret bedrageri.«

»Ja, naturligvis, ja... vist så. Det synes jeg også.«

»Hvad mener De ellers om prædikenen, pastor Dundas?« fortsatte kapellanen.

»Å jo... jo. Meget net, ganske net!«

Således skiltes de. Men næppe en halv time efter bankede det på hos kapellanen. Det var igen pastor Dundas.

Han gik straks til sagen, men rystede og var ligbleg.

»Sig mig alvorligt: skriver De prædikener til andre end Dem selv?«

Kapellanen indrømmede, han nogle gange havde sendt prædikener til Cook & Sable, men for øvrigt havde besluttet at ophøre dermed i fremtiden.

»Og De synes, det er en gejstlig mand værdigt –?« Præstens øjne skød lyn.

»Å... Uværdigere er det i hvert fald at bruge dem som sine egne!«

Deres øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin rolle. Han blev pludselig som et barn.

»Ja, jeg ved det, jeg ved det –« jamrede han. »Men hvorfor... hvad har jeg gjort Dem, menneske, siden De udvælger mig til offer?«

»Jeg har desværre ikke haft nogen anelse om, til hvem mine prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede kapellanen. »Dem, pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det. De roses jo overalt på egnen for eminent veltalenhed.« Kapellanen smilede. »Ja, ja, opdagelsen måtte jo komme en gang, da tilfældet havde bragt os sammen. Vær rolig: hemmeligheden bliver mellem os.«

»Men De rejser virkelig...« stammede præsten efter den første overraskelse.

»Ja, det er jo en aftale.«

Præsten rystede energisk på hovedet.

»Hr. Carr, det bliver min ødelæggelse! Hvad skal jeg arme menneske gøre? Nu venter de bogen, hele min menighed!« Manden var grædefærdig. – »Kunne... kunne De ikke, Carr, jeg mener... tage Mimi i Guds navn... De er jo talentfuld... tage hende og lade os hjælpes ad...«

Den unge kapellan så vist på sin sognepræst.

»Og De synes, det er en gejstlig værdigt, pastor Dundas?«

»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et. »Svigersøn og svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er menigheden til efterfølgelse.«

Sådan talte den gamle præst, mens sveden stod ham om panden. Denne pastor Dundas' selvgjorte prædiken havde virkelig for en gangs skyld gjort lykke.

Carr og Mimi beholdt hinanden.