Den forsvundne Hustru

III. – DEN FORSVUNDNE HUSTRU.

Kapitel I. (Selvmord eller –?)

»Ærede Grev Campnell! Hvis der er en smule menneskelig følelse i Dem, kommer De straks! Aldrig har et menneske været i større nød. Jeg ved hverken ud eller ind – måske har jeg allerede været skyld i et mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdeligt! Deres meget ærbødige Cyril Majendie.«

Detektiven ville gå, men i døren mødte han hr. Frederik Parker, der for et års tid siden havde giftet sig med den amerikanske millionærdatter, frk. Scraggs – hvorfor hun tog ham, må pokker vide. Han så meget ophidset ud.

»Grev Campnell, jeg må straks tale med Dem om en vigtig sag!«

»For øjeblikket er jeg optaget. Jeg kommer, så snart jeg kan.«

»Nå, så venter jeg Dem.«

Hr. Parker var allerede kommet et stykke ned ad trappen, da han vendte sig om:

»Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et øjeblik, da en mand må forsvare sig! Mine venner troede, jeg giftede mig for pengenes skyld.« Den lille mand klaskede hånden mod hjertet. »Men når det kommer så vidt, at hun går hjemmefra ved højlys dag, klædt som en simpel blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig fyr med lurvet frakke, tager ham endog under armen, så tror jeg, enhver har nok. – Farvel, jeg venter Dem altså.«

Da detektiven nåede hen til hr. Cyril Majendie, så denne yderst derangeret ud i toilettet. Han kom farende ud til Campnell med udstrakte hænder:

»Kære hr. Campnell, gudskelov De kommer ... De er et prægtigt menneske! Vil De have noget at drikke?«

»Nej, tusind tak!«

Hr. Majendie ville skænke et glas vin til sig selv, men Campnell ytrede: »Gør mig den tjeneste at lade være at drikke, før De har fortalt mig, hvad der er i vejen.«

»De har ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min hustru og mig?«

»Ikke en smule.«

»Min hustru er forsvunden!«

»Ja så.«

»For en ugestid siden havde vi en scene. Vi har altid scener, men denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes skyld – denne Parkers bandede kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan aldrig få hende til at lave udgifter nok. Men hvor i al verden skal jeg skaffe de mange penge fra? Nu har jeg gjort lån på 5000 kr. – skaffer jeg dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt så ud af stuen.

Næste morgen viste hun sig ikke.

Da jeg kom hjem om aftenen, fortalte pigerne, at de ikke havde set fruen hele dagen. Hendes dør var aflåset, og hun svarede ikke, når de bankede. Jeg brød døren op, men hun var der ikke. Så i morges fandt jeg dette i mine gamle bukser.«

Majendie viste detektiven tre små pakker, der indeholdt hendes ringe og smykker.

Detektiven undersøgte det. Alle hendes smykker pakket ind i gammelt papir fra de handlende! Hist og her på papiret uhyggelige mørkerøde pletter, der måske kunne minde om blod.

Majendies stemme blev hviskende:

»Tror De, hun har begået selvmord eller ...«

»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et smil. »Foreløbig beholder jeg pakkerne!«

Majendies hånd nærmede sig betænkeligt glasset og flasken foran dem.

»Lad det nu stå!« kommanderede greven. »Jeg finder det uhyre sandsynligt, at Deres frue i stedet for at være bundet på livstid til en fordrukken mand har vovet et skæbnesvangert skridt ...«

»Hr. Campnell –!«

»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres hustrus forsvinden hemmelig en hel uge, prøver at døve Deres samvittighed i alkohol.«

Majendie tøvede.

»Hr. greve ... Havde jeg vidst, De ville opføre Dem således ... havde jeg aldrig sendt bud efter Dem.«

»Derfor går jeg også straks.« Detektiven rejste sig. »Jeg skal overgive sagen til den første politibetjent, jeg møder.«

»Nej, nej, kære hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort.«

... Da detektiven noget efter gik ned ad trappen, mødte han tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld mine vinkede af ham.

»Undskyld hr. greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i huset.«

»Nå, og det er?«

Tjeneren gned sine hænder forlegent.

»Her er kommet en ny tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle glimrende anbefalinger, skønt guderne må vide, hvor han har fået dem fra, for jeg har aldrig set mage til dovenskab og næsvished! Dag og nat snusede og kiggede han rundt i hele huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Så i går overraskede jeg ham, da han stod og rodede i det skab, hvor hr. Majendie har sine bukser.

»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.

»Tæller herrens tøj op,« svarede han frækt.«

-- Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden detektiven slap fra ham.

Da han endelig kom ned på gaden, betænkte han sig længe og så sig nøje omkring. Just da han ville gå videre, sneg en ung mand sig ængstelig ud fra Majendies port.

Uden at se sig om skyndte han sig hurtigt bort i modsat retning af detektiven.

Rask som et lyn vendte denne om og fulgte efter ham.

Idet fyren drejede om hjørnet, lagde grev Campnell sin hånd på hans arm. Med rædslen malet i alle træk standsede han.

»Så min ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den opførsel betyde?«

Detektivens stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke min skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos hr. Majendie. Det er sandt, jeg forsikrer Dem det!«

»Hvorfor lusker De omkring på gaden midt om dagen? Hvorfor er De ikke i arbejde?«

»Jeg må ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulle møde for to dage siden.«

Detektiven udspurgte, men fyren var standhaftig. »Jeg må ingenting sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, går jeg glip af så mange penge, og jeg er så fattig og har kone og børn. Jeg sværger Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjerneste!«

Detektiven betragtede ham nøje. Så slap han ham med et pludseligt smil.

»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger sandhed!«

Kapitel II. (Den ny Tjener.)

En times tid efter kørte grev Campnell i droske af sted til Majendies hjem. Tjeneren Neave lukkede op.

»Er herren hjemme?«

»Herren er gået i seng.«

»I seng! På denne tid af dagen –?«

Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin seng med tæpperne op om ørerne – og tudbrølende.

Detektiven fik ham rusket op og klædt på i en fart, så ned ad trappen og i drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig klart, hvad der skete.

»Hvad skal jeg gøre, greve? Jeg tror, folk på gaden peger fingre ad mig,« var det første, han mælede. »Måske har de fundet min kone et eller andet obskurt sted ...«

»Ja, De skulle have været mere elskværdig mod hende, kære herre!«

»Nej, nej, De tager fejl, men ... men greve? Hvor ... hvor kører vi hen? Jeg synes, vi holder uden for Parker!«

Detektiven sprang ud i en fart.

»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et sekund med hr. Parker!«

Idet greven nåede op mod trappen, kom Parker farende ned, synligt indigneret.

»Nå ... ja, det var såmænd på tide, de indfandt Dem. Herregud, menneske, det er jo en sag af den yderste vigtighed.«

Detektiven smilede: »Så ud med sproget. Nu har De mig jo!«

Med de ord tog greven den lille mand venskabeligt under armen, og før han fik tid til at gøre modstand, var han puttet ind i drosken.

»Kør kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«

Atter af sted. Hvem af de to fremmede, der var mest forbavset, er vanskeligt at sige. Parker talte først.

»Hr. greve! Hm! Må jeg spørge ... hvor tør De ... putte mig ind i denne modbydelige kasse sammen med sådan en ... en abekat.«

Majendie rømmede sig advarende.

Parker forsøgte at rejse sig, men greven tvang ham tilbage.

»Sid nu roligt et øjeblik, lille ven!«

Majendie skelede til Parker:

»Min kone er myrdet, at De ved det!«

»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm, måske burde man misunde Dem. Min kone forsvinder ikke så let ... men more sig kan hun med en mørkhåret eventyrer ...«

»Ja, hende var det, der ødelagde min.«

»Nå, det tror De, gamle fyr! Nej, Deres modbydelige kvinde af en kone....«

Detektiven tyssede på de ivrige herrer. Kort efter standsede vognen i en snæver gyde ud for et lille hus med en bagerbutik og andre småhandlende.

»Værsgo, mine herrer, kom så!«

Nølende krøb de to fjender ud af vognen. Spørgende så de på hinanden.

Døren til huset stod åben. Detektiven drev dem op ad snævre trapper. Der var kun én sal og én indgang.

Ingen navneplade på døren.

Detektiven betænkte sig lidt.

Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftigt tag rev han låsen op.

Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.

Parker gjorde atter spektakel. »Hvad i al verden er det for et hæsligt rum. Er De gal, må jeg spørge?«

Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Sådan gik en halv times tid.

Pludselig fo r detektiven op.

»Stille! Der kommer nogen!«

Lyden af fodtrin hørtes på trappen.

Parker åbnede nysgerrigt døren på klem.

Men næppe havde han gjort det, før han gispende fo r tilbage. »Død og pine, det er jo min kone, klædt ud som ordinær blomsterpige! Gå ind i den anden stue, åh gør det ...«

Majendie løb til døren og kiggede nysgerrigt.

»Hvad pokker – min nye tjener! Nej, føj, Deres kone har en modbydelig smag! Manden er jo snavset og brun som en neger.«

Parret kom ind.

Parker fo r dem i møde.

»Ja så lille frue, der fandt jeg dig!«

Majendie så målløs på sin tjener:

»I sandhed! Jeg beundrer din beskedenhed, Perkins! Det må jeg sige, løbe bort med en guldfugl!«

Detektiven kom til.

»Må jeg så have den ære, hr. Parker, at forestille Dem for fru Majendie!«

Han gik hen mod den snavsede tjener.

»Kan De ikke kende Deres egen hustru, Majendie?«

Der blev ganske stille.

Så en lyd – halvt et suk, halvt en latter: Perkins, »den nye tjener«, rev parykken af, og der viste sig et brus af gyldne krøller.

»Åh Cyril, at både du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget slemt med en tjener! Det er jo bare den velsignede valnøddesaft på kinderne.«

Majendie så forvirret ud: »Jamen ... hvad siger du ... jamen det er dog virkelig et meget ondartet puds!«

»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din skyld alene. Ja netop! Da du sagde, du ville være ruineret, hvis du ikke kunne skaffe de 5000 kr., måtte jeg jo finde på noget. Så løb jeg over gaden til fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?«

Det ville hun.

»Vi vædder om, at jeg skal kunne gå som tjener i mit eget hus en uge, uden at Cyril skal kende mig.«

»Er du gal«, sagde hun.

»Hvor meget vædder vi?«

»En ordentlig masse – 5000 kr., du har jo penge nok.«

Her afbrød fru Parker:

»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god brug for de penge, men jeg vidste også – hr. Majendie! – at Deres kone er parat til at gøre alt for Dem, for jeg kender hende ud og ind!«

Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod grev Campnell:

»Hvem er De, med forlov? Hvordan har en fremmed kunnet opdage vore intriger, der var godt nok fundet på?«

Greven bukkede: »Det var de, frue. De har virkelig skjult Dem på et lidet iøjnefaldende og tarveligt sted. Men De ved, for en detektiv må den slags ting nu til dags være bagateller – og er det da også, heldigvis.

Den rigtige nye tjener, hr. Perkins, var jeg så heldig at træffe. Han turde ingenting sige af frygt for derved at tabe en udsat belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i fristelsen. Foreløbig forstod jeg, der måtte være kvinder med i spillet. Kvinderne bruger de fleste bestikkelser, men kommer jo også lettest til pengene. Jeg lod ham løbe, altså. Først ville jeg prøve adressen på det papir, hvori Deres smykker lå gemt.«

»Det papir –?«

»Ja.« Han tog det gamle indpakningspapir op af lommen. »Et af smykkerne lå jo indsvøbt i papir med konditorens firmamærke, der bor her i huset. Har de allerede glemt det, lille frue?«

Jo, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to veninder havde købt kager dernede....

»-- Og sparsommeligt anvendt papiret!«

»Men alt det andet papir omkring de andre pakker?« lød det ærgeligt fra fru Majendie.

»-- Var ikke fra konditoren, frue, men kunne måske have givet oplysninger, i fald det gamle ord mod sædvane havde vist sig bedragerisk: »Hvor søde sager er, holder kvinderne til!««

Så bukkede han høfligt for selskabet og overlod dem til idyllen.