Smørbuk

Der var engang en kone, som sad og bagte. Hun havde en lille dreng, han var så tyk og rund og ville så gerne have god mad, og derfor kaldte hun ham Smørbuk. Og så havde hun en hund, som hed Guldtand. Pludselig begyndte hunden at gø.

"Løb ud, du min Smørbuk," sagde konen, "og se efter, hvem det er, Guldtand gør ad." Så sprang drengen ud og kom ind igen og sagde: "Å, Gud bevare mig, der kommer en stor, lang højkone med hovedet under armen og en sæk på ryggen." "Spring under bagetruget og gem dig," sagde hans mor.

Så kom det store trold ind. "God dag," sagde hun. "Gud signe dig," sagde mor til Smørbuk. "Er Smørbuk ikke hjemme i dag?" spurte troldet. "Nej, han er i skoven med sin far og fanger rype," svarede konen. "Det var da synd!" sagde højkonen.

"Jeg har en så fin lille sølvkniv, som jeg ville give ham." "Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk under bagetruget og kom frem. "Jeg er så gammel og stiv i ryggen," sagde troldet, "du må smutte ned i sækken og tage den op selv." Da Smørbuk var kommet ned i sækken, kastede troldet den på ryggen og strøg af sted.

Men da de var kommet et stykke på vejen, blev troldet træt og spurte: "Hvor langt er der til at sove?" "En halv fjerding," svarede Smørbuk. Så satte troldet fra sig sækken ved vejen og gik bort gennem skoven og lagde sig til at sove.

Imens passede Smørbuk sig, tog sin kniv, klippede hul på sækken og smuttede ud. Han lagde en stor tyristub i stedet og strøg hjem til sin mor. Da troldet kom hjem og så, hvad den havde i sækken, blev det frygtelig vred.

Dagen efter sad konen og bagte igen. Pludselig begyndte hunden at gø. "Løb ud, du min Smørbuk," sagde hun, "og se efter, hvad det er, Guldtand gør ad." "Å nej, å nej, det stygge dyr dog!" sagde Smørbuk.

"Nu kommer hun igen med hovedet under armen og en stor sæk på ryggen." "Spring under bagetruget og gem dig," sagde hans mor. "God dag!" sagde troldet. "Er Smørbuk hjemme i dag?" "Nej, det er han ikke," sagde moren, "han er ude i skoven med sin far og fanger rype." "Det var da synd!" sagde højkonen, "for jeg har en smuk lille sølvgaffel, jeg ville give ham." "Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk og kom frem.

"Jeg er så stiv i ryggen," sagde troldet, "du må smutte ned i sækken selv og tage den." Da Smørbuk var kommet i sækken, slyngede troldet den på ryggen og lagde af sted. Da de var kommet et godt stykke på vejen, blev hun træt og spurte: "Hvor langt er der til at sove?" "En halv mil," svarede Smørbuk.

Så satte troldet fra sig sækken ved vejen og gik op i skoven og lagde sig til at sove. Mens troldet gjorde det, fik Smørbuk hul på sækken, og da han var kommet ud, lagde han en stor sten i stedet.

Da højkonen kom hjem, gjorde hun op en stor ild på pejsen, satte over en diger kedel og skulle til at koge Smørbuk. Men da hun tog sækken og troede, hun skulle slippe Smørbuk i kedelen, faldt stenen ud og slog hul i bunden på den, så vandet løb ud og slukkede varmen.

Da blev troldet vred og sagde: "Om han så gør sig aldrig så tung, skal jeg narre ham alligevel."

Tredje gang gik det akkurat som de to andre. Guldtand begyndte at gø, og så sagde moren til Smørbuk: "Løb ud, du min Smørbuk, og se efter, hvem det er, Guldtand gør ad." Så sprang Smørbuk ud og kom ind igen og sagde: "Å Gud bevare og trøste mig!

Det er troldet, som kommer igen, med hovedet under armen og en sæk på ryggen." "Spring under bagetruget og gem dig," sagde hans mor. "God dag," sagde troldet og steg ind gennem døren. "Er Smørbuk hjemme i dag?" "Nej, det er han ikke," sagde moren, "han er ude i skoven med sin far og fanger rype." "Det var da synd!" sagde højkonen, "for jeg har en smuk lille sølvske, jeg ville give ham." "Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk og kom frem under bagetruget.

"Jeg er så stiv i ryggen," sagde højkonen, "du må smutte ned i sækken og tage den selv." Da Smørbuk var kommet ned i sækken, slyngede troldet den på ryggen og lagde af sted. Denne gang rejste troldet ikke bort for sig selv og lagde sig til at sove, men hun strøg lige hjem med Smørbuk i sækken, og da de kom hjem, var det en søndag.

Så sagde troldet til sin datter: "Nu skal du tage Smørbuk og slagte ham og koge suppe på ham, til jeg kommer igen, for nu drager jeg til kirken og beder gæster." Da troldet var rejst, skulle datteren tage Smørbuk og slagte ham, men hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle bære sig ad med det.

"Vent, så skal jeg vise dig, hvordan du skal bære dig ad, jeg," sagde Smørbuk. "Læg dit hoved ned på skamlen, skal du se." Hun gjorde så, den stakkel, og Smørbuk tog øksen og huggede hovedet af hende, som om det var en kylling.

Så lagde han hovedet i sengen og kroppen i gryden og kogte suppe på datteren. Og da han havde gjort det, kravlede han op over døren og trak med sig tyristubben og stenen, og lagde den ene over døren og den anden op på pejsepiben til troldet.

Da folkene kom hjem fra kirken og så hovedet i sengen, troede de, at datteren lå og sov. Men så skulle de hen og smage på suppen. "Smager godt, Smørbuksuppe!" sagde konen. "Smager godt, dattersuppe!" sagde Smørbuk. Men det hørte de ikke. Så tog højtroldet skeen og skulle smage.

"Smager godt, Smørbuksuppe!" sagde han. "Smager godt, dattersuppe!" sagde Smørbuk på pejsepiben. Da begyndte de at undre sig over, hvem det var, der talte, og ville ud og se. Men da de kom ud i døren, kastede Smørbuk tyristubben og stenen i hovedet på dem og slog dem ihjel.

Så tog han alt guldet og sølvet, som var i huset, og da blev han meget rig. Og så drog han hjem til sin mor.