Askepot

Der var engang en bonde, som havde tre sønner. Han var gammel og skrøbelig og havde dårlige kår. Sønnerne ville ikke lave noget som helst. Til gården hørte en stor, dejlig skov, og faderen ville have, at drengene skulle hugge brænde der, så de kunne betale af på gælden. Til sidst fik han dem i gang, og den ældste skulle ud og hugge først.

Da han kom ud i skoven og begyndte at hugge i et gammelt, skægget grantræ, kom der et stort, digert trold til ham. „Hvis du hugger i min skov, så slår jeg dig ihjel!“ sagde troldet. Da drengen hørte det, kastede han øksen og løb hjem så hurtigt, han kunne. Han kom helt forpustet hjem og fortalte, hvad der var sket. Men faderen sagde, at han var et harehjerte; troldene havde aldrig skræmt ham fra at hugge, da han var ung.

Næste dag skulle den anden søn af sted, og det gik præcis på samme måde. Da han havde hugget nogle hug i grantræet, kom troldet til ham og sagde: „Hvis du hugger i min skov, så slår jeg dig ihjel!“ Drengen turde knap se på ham, kastede øksen og stak af lige så hurtigt som broderen. Da han kom hjem igen, blev faderen vred og sagde, at aldrig havde troldene skræmt ham, da han var ung.

Den tredje dag ville Askepot af sted. „Ja, du,“ sagde de to ældste, „du skal nok klare det, du, som aldrig har været uden for døren!“ Askepot svarede ikke på det, men bad bare om at få god mad med. Moderen havde ikke noget smør, så hun satte gryden over for at riste lidt ost til ham. Det fik han i skindtasken og lagde af sted.

Da han havde hugget et stykke tid, kom troldet til ham også og sagde: „Hvis du hugger i min skov, så slår jeg dig ihjel!“ Men drengen var ikke sen. Han løb hen i skoven efter osten, klemte på den, så valken sprøjtede.

„Ti stille,“ råbte han til troldet, „ellers skal jeg klemme dig, som jeg klemmer vandet ud af denne hvide sten!“ „Nej, kære, skån mig,“ sagde troldet, „jeg skal hjælpe dig med at hugge.“ Ja, på det vilkår skånede drengen ham, og troldet var dygtig til at hugge, så de fældede og kløvede mange favne ved den dag.

Da det led mod aftenen, sagde troldet: „Nu kan du følge med mig hjem, det er nærmere til mig end til dig.“ Ja, drengen fulgte med, og da de kom hjem til troldet, skulle han tænde op i pejsen, mens drengen skulle hente vand til grødgryden.

Men der stod to jernspande, som var så store og tunge, at han ikke engang orkede at løfte dem op. Da sagde drengen: „Det er ikke værd at tage med sig disse fingerbøller; jeg vil hellere gå efter hele brønden!“ „Nej, kære dig,“ sagde troldet, „jeg kan ikke miste min brønd; tænd du op, så skal jeg hente vand.“ Da han kom tilbage med vandet, kogte de en diger grødgryde op.

„Det er det samme,“ sagde drengen, „hvis du vil som jeg, så skal vi kappes om at spise.“ „Åh ja,“ svarede troldet, for det troede han altid, at han skulle vinde. De satte sig til bords. Men drengen tog i al stilhed skindtasken og bandt den foran sig, og så øste han mere i tasken, end han spiste selv.

Da tasken var fuld, tog han sin lommekniv op og rispede en flænge i tasken. Troldet så på ham, men sagde ikke noget. Da de havde spist et godt stykke tid til, lagde troldet skeen fra sig. „Nej, nu orker jeg ikke mere,“ sagde han. „Du skal spise!“ svarede drengen.

„Jeg er knap halvmæt endnu. Gør som jeg gjorde, og skær et hul på maven, så spiser du så meget, du vil.“ „Men det gør vel frygteligt ondt?“ spurgte troldet. „Åh, ikke noget at tale om,“ svarede drengen.

Så gjorde troldet, som drengen sagde, og så kan man vide, at han satte livet til. Men drengen tog alt sølvet og guldet, som fandtes i bjerget, og gik hjem med det. Med det kunne han altid få betalt lidt på gælden.