De Bremer By-Musikanter

Der var engang en mand, som havde et æsel. I mange lange år havde æslet båret sække med korn til møllen uden nogensinde at blive træt. Men nu blev det gammelt, og kræfterne svandt. Det var mindre og mindre skikket til arbejde. Hans herre begyndte at tænke på, hvordan han kunne spare penge ved ikke at fodre æslet mere. Æslet så, at ingen god vind blæste i dets retning, så det løb væk og gav sig på vejen til Bremen. "Der," tænkte det, "kan jeg sikkert blive bymusikant."

Da det havde gået et lille stykke vej, fandt det en jagthund, som lå på vejen og pustede som en, der havde løbet, til den var udmattet. "Hvad puster du efter, din store fyr?" spurgte æslet.

"Ak," svarede hunden, "fordi jeg er gammel og bliver svagere hver dag, og jeg kan ikke længere jage, ville min herre slå mig ihjel. Så jeg løb væk. Men nu, hvordan skal jeg tjene mit brød?"

"Jeg skal sige dig noget," sagde æslet, "jeg skal til Bremen for at blive bymusikant. Kom med og vær også musiker. Jeg vil spille på lut, og du skal slå på pauke."

Hunden sagde ja, og de gik videre sammen.

Inden længe kom de til en kat, der sad på stien med et ansigt som tre regnvejrsdage. "Nå, gamle knurhår, hvad er der gået galt for dig?" spurgte æslet.

"Hvem kan være munter, når ens hals er i fare?" svarede katten. "Fordi jeg bliver gammel, og mine tænder er slidt ned til stumper, og jeg foretrækker at sidde ved ilden og spinde frem for at jage mus, ville min frue drukne mig. Så jeg løb væk. Men nu er godt råd svært at finde. Hvor skal jeg gå hen?"

"Gå med os til Bremen. Du forstår dig på nattemusik, så du kan blive bymusikant."

Katten syntes, det var en god idé, og gik med dem.

Derefter kom de tre stiklinge til en gård, hvor hanen sad på porten og galede af alle kræfter. "Din galen går lige gennem en," sagde æslet. "Hvad er der i vejen?"

"Jeg har forudsagt godt vejr, fordi det er den dag, hvor Vor Frue vasker Kristusbarnets små skjorter og vil tørre dem," sagde hanen. "Men der kommer gæster til søndag, så husmoderen har ingen barmhjertighed. Hun har sagt til kokken, at jeg skal spises i suppen i morgen, og i aften skal mit hoved skæres af. Nu galer jeg af fuld styrke, så længe jeg kan."

"Ak, rødkam," sagde æslet, "du må hellere komme væk med os. Vi skal til Bremen. Du kan finde noget bedre end døden hvor som helst. Du har en god stemme, og hvis vi laver musik sammen, må det lyde vidunderligt!"

Hanen sagde ja til denne plan, og alle fire gik videre sammen.

De kunne ikke nå byen Bremen på en dag. Om aftenen kom de til en skov, hvor de havde tænkt sig at overnatte. Æslet og hunden lagde sig under et stort træ. Katten og hanen slog sig ned i grenene.

Men hanen fløj helt op til toppen, hvor det var mest sikkert. Før han faldt i søvn, så han sig omkring i alle retninger og syntes, han så en lille gnist brænde i det fjerne. Han råbte til sine ledsagere, at der måtte være et hus ikke langt væk, for han så et lys.

Æslet sagde: "Hvis det er tilfældet, må vi hellere stå op og gå videre, for her er lyngen dårlig." Hunden syntes også, at et par ben med noget kød på ville gøre den godt.

Så de gav sig på vej til det sted, hvor lyset var. Snart så de det skinne klarere og blive større, indtil de kom til et veloplyst røverhus. Æslet, som var det største, gik hen til vinduet og kiggede ind.

"Hvad ser du, min grå hest?" spurgte hanen. "Hvad ser jeg?" svarede æslet. "Et bord dækket med gode sager at spise og drikke, og røvere sidder ved det og nyder sig selv." "Det ville være noget for os," sagde hanen. "Ja, ja; ak, hvor ville jeg ønske, vi var der!" sagde æslet.

Så holdt dyrene råd for at beslutte, hvordan de skulle drive røverne væk. Til sidst fandt de på en plan. Æslet skulle stille sig med sine forben på vindueskarmen. Hunden skulle springe op på æslets ryg. Katten skulle klatre op på hunden. Og til sidst skulle hanen flyve op og sætte sig på kattens hoved.

Da dette var gjort, begyndte de ved et givet signal at lave deres musik sammen. Æslet skreg, hunden gøede, katten mjavede, og hanen galede. Så styrtede de gennem vinduet ind i rummet, så glasset klirrede. Ved denne forfærdelige lyd sprang røverne op, troede, at et spøgelse var kommet ind, og flygtede i stor forskrækkelse ud i skoven.

De fire ledsagere satte sig nu ved bordet, godt tilfredse med det, der var tilbage, og spiste, som om de skulle faste i en måned.

Så snart de fire spillemænd var færdige, slukkede de lyset, og hver søgte et soveplads efter sin natur og hvad der passede ham. Æslet lagde sig på noget halm i gården, hunden bag døren, katten på arnen nær de varme asker, og hanen satte sig på en bjælke under taget. Da de var trætte af deres lange vandring, faldt de snart i søvn.

Da det var midnat, så røverne langt fra, at lyset ikke længere brændte i deres hus, og alting syntes stille. Kaptajnen sagde: "Vi skulle ikke have ladet os skræmme fra vid og sans," og han beordrede en af røverne til at gå og undersøge huset.

Budet fandt alting stille. Han gik ind i køkkenet for at tænde et lys. Da han så kattens glinsende, ildfulde øjne, troede han, de var glødende kul, og holdt en tændstik til dem for at tænde den. Men katten forstod ikke spøgen.

Den fløj ham i ansigtet, spyttede og kradsede. Han blev forfærdeligt bange og løb til bagdøren. Men hunden, som lå der, sprang op og bed ham i benet. Da han løb over gården ved halmstakken, gav æslet ham et kraftigt spark med sin baghov.

Hanen, som også var blevet vækket af larmen og var blevet livlig, råbte ned fra bjælken: "Kykkeliky!"

Så løb røveren tilbage så hurtigt, han kunne, til sin kaptajn og sagde: "Ak, der sidder en forfærdelig heks i huset. Hun spyttede på mig og kradsede mit ansigt med sine lange klør. Ved døren står en mand med en kniv, som stak mig i benet. I gården ligger et sort uhyre, som slog mig med en trækølle. Og ovenpå, på taget, sidder dommeren, som råbte: 'Bring skurken her til mig!' Så jeg slap væk, så godt jeg kunne."

Efter dette turde røverne ikke gå ind i huset igen. Men det passede de fire musikere fra Bremen så godt, at de ikke gad forlade det mere. Og munden på ham, der sidst fortalte denne historie, er stadig varm.