En fransk Puck

Midt i Frankrig, hvor der er grønne græsgange og dale, boede der en skælmsk ånd. Han elskede at spille folk et puds, især på hyrder og kvægter. Aldrig vidste de, hvornår de var sikre fra ham, for han kunne forvandle sig til en mand, en kvinde eller et barn, en pind, en ged eller en plov.

Der var kun én ting, han ikke kunne blive til: en synål. Han kunne ganske vist forvandle sig til en nål, men uanset hvor meget han prøvede, kunne han ikke få nåleøjet til at lykkes. Enhver kvinde ville have opdaget ham med det samme, og det vidste han.

Det tidspunkt, hvor den slemme ånd (som vi kalder Puck) helst valgte at udføre sine puds på, var omkring midnat, netop når hyrderne og kvægterne, udmattede efter en lang dags arbejde, sov tungt. Da gik han ind i stalden og løsnede kæderne, der holdt hver ko på plads, og lod dem falde i gulvet med et højt brag.

Larmen var så kraftig, at den vækkede kvægterne, uanset hvor trætte de var, og de slæbte sig trætte til stalden for at sætte kæderne på plads igen. Men så snart de var tilbage i sengen, skete det samme igen, og sådan blev ved til morgenen.

Eller også kunne Puck tilbringe natten med at flette manker og haler på to heste sammen, så det tog staldkarlene timevis at få dem i orden om morgenen, mens Puck, gemt i høet på laden, kiggede ud og morede sig storartet.

En aften, for mere end firs år siden, gik en mand ved navn William langs en bæk. Han lagde mærke til en får, der brølede højt. William tænkte, at den måtte have forvildet sig fra flokken, og at han burde tage den med hjem, indtil han fandt ud af, hvem den tilhørte.

Han gik hen til fåret, og da det så så træt ud, at det næsten ikke kunne gå, løftede han det op på skuldrene og fortsatte videre. Fåret var ganske tungt, men den gode mand var barmhjertig og vaklede af sted så godt, han kunne.

"Det er ikke så langt igen," tænkte han, da han kom til en allé med valnøddetræer. Pludselig talte en stemme over hovedet på ham, og han blev så overrasket, at han foer sammen.

"Hvor er du?" sagde stemmen, og fåret svarede:

"Her, på skuldrene af et æsel."

I næste øjeblik stod fåret på jorden, og William løb hjemad så hurtigt, han kunne. Men mens han løb, lød en latter, der også lignede en brølen, i hans ører. Og selvom han prøvede ikke at høre, nåede ordene ham: "Åh, så sjovt, jeg har haft!"

Puck passede på ikke altid at spille sine puds samme sted, men besøgte en landsby efter en anden, så alle rystede af frygt for at blive hans næste offer. Efter et stykke tid blev han træt af kvægter og hyrder og spekulerede på, om der ikke fandtes andre at more sig med.

Til sidst fik han at vide om et ungt par, der skulle til nærmeste by for at købe alt, hvad de skulle bruge til at indrette huset. Helt sikker på, at de ville glemme noget, de ikke kunne undvære, ventede Puck tålmodigt, til de kom trillende i deres vogn på vej hjem.

Han forvandlede sig til en flue for at overhøre deres samtale.

Længe var det meget kedeligt – kun snak om deres bryllupsdag næste måned, og hvem der skulle inviteres. Dette førte bruden ind på brudekjolen, og hun gav et lille skrig.

"Tænk! Åh, hvordan kunne jeg være så dum! Jeg har glemt at købe tråd i forskellige farver, der matcher mit tøj!"

"Åh nej!" udbrød den unge mand. "Det var uheldigt; og sagde du ikke, at syersken kommer i morgen?"

"Jo, det sagde jeg," og så pludselig gav hun et nyt lille skrig, der lød helt anderledes end det første. "Se! Se!"

Brudgommen så væk, og på den ene side af vejen lå en stor trådkugle i alle farver – i alle farverne, det vil sige, som kjolerne, der var bundet fast bag på vognen.

"Nej, hvor heldigt!" råbte han og hoppede ud for at hente den. "Man skulle tro, at en fe havde lagt den der med vilje."

"Måske har hun det," lo pigen, og i det samme syntes hun at høre et ekko af sin latter komme fra hesten, men det var selvfølgelig noget pjat.

Syersken blev begejstret for den tråd, hun fik. Den passede så perfekt til stofferne, og den lavede aldrig knuder eller gik i stykker hele tiden, som det meste tråd gør. Hun blev færdig med arbejdet meget hurtigere, end hun havde ventet, og bruden sagde, at hun måtte komme til kirken og se hende i brudekjolen.

Der stod en stor folkemængde og så på vielsen, for de unge var meget populære i nabolaget, og deres forældre var meget rige. Dørene var åbne, og bruden kunne ses på lang afstand, mens hun gik under kastanjealléen.

"For en smuk pige!" udbrød mændene. "For en dejlig kjole!" hviskede kvinderne. Men netop da hun gik ind i kirken og tog hånden på brudgommen, som ventede på hende, hørtes en høj lyd.

"Kneb! kneb! Kneb! kneb!" og brudeklæderne faldt til jorden, til stor forvirring for bæreren.

Ikke at vielsen blev udsat for en sådan bagatel! Kapper i hobetal blev straks tilbudt den unge brud, men hun var så oprørt, at hun næsten ikke kunne holde tårerne tilbage. En af gæsterne, mere nysgerrig end de andre, blev tilbage for at undersøge kjolen, fast besluttet på at finde årsagen til katastrofen.

"Tråden må have været dårlig," sagde hun til sig selv. "Jeg vil se, om jeg kan knække den." Men uanset hvor meget hun ledte, fandt hun ingen tråd.

Tråden var væk!